Ny vicedirektør med stærk baggrund på bygningsområdet
Pr. 1. september tiltræder Kirsten Andersen stillingen som vicedirektør for AU Bygninger. Med sig bringer hun solid erfaring med at lede bygningsområder både i den private og offentlige sektor.
Når Kirsten Andersen sætter sig i stolen som vicedirektør for AU Bygninger, byder Aarhus Universitet samtidig velkommen til en erfaren topleder med et langt karrierespor på bygningsområdet fra kommuner, et rådgivningsfirma og Forsvaret.
Kirsten Andersen kommer fra en stilling som koncernchef for Anlæg og Ejendomme i Skanderborg Kommune, hvor hun i dag har ansvar for at sikre tværgående samarbejde om igangværende og nye byggeprojekter, betjene politiske udvalg og stå for drift og vedligehold af den samlede bygningsmasse med fokus på bl.a. bæredygtighed og energioptimering. Tidligere har Kirsten Andersen været områdechef i rådgivningsfirmaet Geopartner og før det haft ledende stillinger i bygningsafdelinger i både Holstebro og Herning Kommune. Kirsten Andersen har også været bygningsansvarlig direktør i Jyske Bank, bygherrerådgiver i Viborg Amt og projektleder i Forsvarets Bygningstjeneste. Hun har en uddannelsesbaggrund som bygningsingeniør.
Universitetsdirektør Kristian Thorn fremhæver Kirsten Andersens kombination af tung ledelseserfaring og stort kendskab til bygningsområdet.
”Med Kirsten Andersen får Aarhus Universitet en vicedirektør, der har det strategiske overblik til at lede et område i rivende udvikling og samtidig indgående erfaring med at organisere og drive bærdygtig bygningsdrift i komplekse organisationer – både private og offentlige. Samtidig viser Kirsten Andersen et højt drive og en tilgang til ledelse og samarbejde, som jeg tror, bliver en stor værdi for både medarbejdere, lederkollegaer og samarbejdspartnere”, siger Kristian Thorn.
Både faglighed, samarbejdslyst og lederevner er vigtige komponenter, når hun nu skal sætte retning for AU’s samlede bygningsområde, så det også fremadrettet danner rammen om attraktive studie- og arbejdsmiljøer og understøtter universitetets strategiske dagsordener for campusudvikling, ikke mindst med Campus 2.0. En af de vigtigste opgaver bliver at sikre, at der tænkes på tværs af bygningsområder og fakulteter og blandt andet sikre en optimal udnyttelse af kvadratmeter og teknologi til gavn for klimaet.
Kirsten Andersen ser frem til samarbejdet om at videreudvikle universitetets lokationer.
”Det er en meget spændende opgave at få ansvaret for udvikling og drift af Aarhus Universitets smukke bygninger og omgivelser, som danner rammen for levende, engagerende og innovative studie- og forskningsmiljøer. Jeg glæder mig til at være katalysator for en videreudvikling af bygningsområdet, hvor tværgående beslutninger og prioriteringer gavner universitetet som helhed. Og hvor bæredygtighed og klimavenlige løsninger er et konstant pejlemærke”, siger Kirsten Andersen.
Privat er Kirsten Andersen bosat med sin mand i Viborg og har to voksne børn.