Sådan gik universitetsvalget 2024

Snart sætter en lang række nye studenterrepræsentanter sig til rette i AU’s råd, nævn og bestyrelse. 18,24% af de studerende har stemt.

Anastasia Christensen og Jens Vase fra Studenterrådet.
Anastasia Christensen og Jens Vase fra Studenterrådet skal repræsentere de studerende i AU’s bestyrelse.

Universitetsvalget 2024 er nu afgjort, og AU’s bestyrelse kan pr. 1. februar byde velkommen til to nye studenterrepræsentanter. De studerende har valgt Anastasia Christensen, bachelorstuderende på molekylærmedicin, og Jens Vase, kandidatstuderende på medicin, til de to bestyrelsesposter. De er begge fra Studenterrådet og afløser Sofie Hillgaard Pedersen og Thea Bonnemann, også fra Studenterrådet. De to kommende bestyrelsesmedlemmer har gennem valgkampen bl.a. sat fokus på reel indflydelse, trivsel og frivillighed.

Læs mere om de to nye bestyrelsesmedlemmer

Ud over de nye studentermedlemmer i bestyrelsen er der kommet nye studenterrepræsentanter i fakulteternes akademiske råd, i de lokale studienævn og i ph.d.-udvalgene.

Se alle valgresultaterne

18,24 % har stemt
Der er universitetsvalg hvert år, men det skifter fra år til år i en 4-årig cyklus, hvem der er på valg, og hvem der kan stemme, og denne gang var det alene de studerende og ph.d.-studerende, der gik til valg. Den samlede valgdeltagelse endte i år på 18,24 % - det er nogenlunde samme stemmeprocent som til valget i 2022, som er sammenligneligt med dette års valg.

26 kampvalg
Årets valg havde 26 lokale kampvalg – dvs. valg, hvor flere kandidater er i spil til et begrænset antal pladser. Det er tæt på en fordobling fra 2022, hvor der var 14 kampvalg. Antallet af bortfaldne valg – hvor ingen stiller op – er til gengæld faldet fra 19 i 2022 til 14 i år. 47 valg blev afholdt som fredsvalg, hvor kun én eller flere personer har stillet op til en plads i et givent organ og dermed automatisk vælges uden afstemning.

Stemmeprocenten ved kampvalgene svinger markant fra lokalvalg til lokalvalg. Topscoreren i år var en stemmeprocent på 72,73 % til Board of studies for Agriculture, Food and Veterinary Science.

Læs mere om fredsvalg og bortfald af valg på au.dk/valg

Vil du vide mere?
Læs mere på www.au.dk/valg, eller kontakt valgsekretariatet på valg@au.dk