Studietiden lærte mig at dvæle
Måske løser vi ikke verdens kriser ved at haste gennem tilværelsen – og studietiden. Det mener cand.mag. og lydkunstner Marie Koldkjær Højlund, som var glad for, at hendes kandidatuddannelse varede to år. Og som i dag er særligt taknemmelig for én af de professorer, hun som studerende havde det svært med.
Hvad er dit bedste minde fra din studietid?
I denne tid, hvor man fra politisk side foreslår at halvere kandidatuddannelserne, har jeg tænkt tilbage på min egen kandidatuddannelse og hvad en halvering af den ville have betydet for mig. Det er jo altid svært med kontrafaktisk historieskrivning, men jeg er slet ikke i tvivl om, at det havde haft en meget stor negativ betydning for min videre færd ud i “virkeligheden”. Jeg husker de to år som formative og fuldstændig grundlæggende for at “nå” at dvæle ved, hvad det egentlig vil sige at studere. Her mener jeg ikke at studere som noget, der kun er relevant når man er studerende, men som en grundlæggende nysgerrig og åbnende tilstand til at undersøge noget, som hele vores tidseffektive samfund i høj grad forsøger at modarbejde med fremdriftsreformer og udtryk som “fjumreår”. Selv om en sådan “dvælen” måske kan synes som en forkert strategi at praktisere i en verden, hvor de mange kriser kalder på handling nu og her. Men som katastrofe-forskningen viser igen og igen, så er vi mennesker desværre ekstremt dårlige til at lære af tidligere katastrofer, fordi vi straks søger at komme tilbage til illusionen om “det som var før”. Jeg mener, at det at dvæle er en essentiel metode til at få tid til at skabe forandringer af vores vanemæssige omgange med verden - alt det vi slet ikke tænker på, at vi gør og derfor heller ikke så let kan ændre.
Så altså, jeg husker ikke ét bestemt minde fra min studietid, men jeg husker en tilstand, som jeg konstant må minde mig selv om bør være en del af livet - nemlig at dvæle. Ordet dvæle har for mig en vigtig kvalitet, som meditation og mindfulness ikke har; nemlig et udadrettet fokus på at det foregår et sted og er rettet mod noget uden for mig selv.
Hvem var din yndlingsunderviser?
Jeg var glad for alle mine undervisere på hver deres måde, og deres forskellighed var en kæmpe kvalitet for min studietid. Jeg hørte engang om en undersøgelse, hvor man havde bedt tidligere studerende evaluere deres undervisere 20 år efter deres studier. Det interessante var, at det i høj grad var de undervisere, de havde evalueret dårligst dengang, de nu fremhævede som dem, der havde betydet mest for deres efterfølgende arbejdsliv. I tråd med det husker jeg en bestemt, nu afgået, professor, som vi dengang synes var ret hård og gammeldags, fordi han bl.a. bad os læse svære, tyske tekster og gav os en meget svær analyseopgave allerede første år, som vi også skulle fremlægge mundtligt for de andre. En medstuderende og jeg gik først i panik men begav os derefter ned i stoffet og lærte på den hårde måde forskellen på at gå i skole og løse en opgave og så at studere på universitetet. Det var meget svært og grænseoverskridende, og vi endte også med flere spørgsmål end svar, men det gik op for mig, at det var selve processen, der var pointen med opgaven: At lære at søge viden og sammensætte fragmenter til nye, ikke-udtømmende forståelser og derefter dele dem med andre.
Hvilket råd vil du ønske du havde fået i dit første job?
Det at være komponist og musiker (og sådan set også forsker) inkluderer i dag også, at man kan styre projekter, forhandle løn og rettigheder, ansætte folk, være virksomhedsejer og leder, lave skatteregnskab og rigtig mange andre færdigheder, man ikke lige lærer på hverken musikvidenskab eller audiodesign. Selv om det langt hen ad vejen kan læres ved at gøre det, så ville jeg ønske, at nogen havde rådet mig til at tage et par grundkurser i regnskabsføring og lign. Det ville i det lange løb have sparet rigtig mange timer.
Hvad er du optaget af lige nu?
Jeg er ved at komponere musik til en forestilling om verdensmål nr. 16 “Fred, retfærdighed og stærke institutioner”, som unge operatalenter skal lave som en del af deres uddannelse TalentU under Den Jyske Opera. Jeg er også ved at forberede forårets undervisning på audiodesign-kandidaten i faget “Lydmiljøer: Lytning og miljøskabelse”. Derudover arbejder jeg med opfølgning på flere af de projekter, jeg har lavet de senere år med forbedring af lydmiljøerne på fødestuer i både Hjørring, Aalborg og Gødstrup og på plejehjem i Aarhus. Sidst men ikke mindst forsøger jeg at lave album nummer to under mit kunstnernavn Kh Marie. Det er lidt blevet den svære toer, så det går langsomt, og der bliver dvælet en del.
Ser du fortsat nogen fra din studietid?
Ja, det gør jeg nu og da, specielt i faglige sammenhænge støder jeg ind i flere af dem rundt omkring. For nyligt var jeg til musikvidenskabs 75 års jubilæum, bl.a. fordi jeg selv er ansat der stadig, og der var vi mange fra min årgang.