Web-venlige PDF'er
En lille indsats, som gør en stor forskel for andre.
Der har været øget fokus på webtilgængelighed siden den danske lov om webtilgængelighed trådte i kraft i juni 2018. I meget grove træk, går loven ud på at websider, som er produceret efter 23. september 2019, skal gøres mest muligt tilgængelige for personer med forskellige former for fysisk og psykisk handicap.
Pdf-filer på hjemmesider udgør en særlig udfordring for personer, der bruger en oplæser. For eksempel kan et manglende filnavn eller markering af tekst som overskrift gøre det vanskeligt at danne sig et overblik over dokumentets indhold.
I Pure har vi mere end 20,000 registreringer, hvor publikationen er vedhæftet som en fil. De fleste af disse filer er pdf-filer og kan således forringe tilgængeligheden af den personlige hjemmeside, hvor de udstilles.
Det betyder ikke at du skal afholde dig fra at uploade PDF-filer i Pure. Tvært imod. Parallelpublicering af publikationer f.eks. accepterede manuskripter gennem Pure er netop en vigtig del af AU's Open Access strategi. Vi opfordrer blot til, at du overvejer filens tilgængelighed før du gør det.
Der findes flere værktøjer du kan bruge til at fremstille og tjekke dokumentfiler med henblik på øget tilgængelighed. Blandt andet har Microsoft integreret en funktion i Word, som kan tjekke dokumentet mens du arbejder, eller som du kan bruge efter du er færdig med at udarbejde dokumentet. Vær opmærksom på, at måden hvorpå du fremstiller pfd-filen fra Word eller en anden filtype har betydning for tilgængeligheden.
Uploader du en pdf-fil som du har modtaget fra en anden, kan du ved brug af Adobe Acrobat Pro undersøger filen for til tilgængelighed.
AU IT Brugeroplevelser har udarbejdet en vejledning vedrørende webtilgængelighed for pdf-filer på hjemmesider.