En teststrategi for et system beskriver på overordnet niveau, hvorledes test håndteres i systemforvaltningen. Strategien udarbejdes i overensstemmelse med i AU IT’s testpolitik. Skulle der være områder, hvor det ikke er muligt for systemets teststrategi at følge AU IT's testpolitik, skal dette synliggøres og begrundes i teststrategien.
Mere end én teststrategi kan dog komme på tale, hvis AU IT i samarbejde med product owner/systemansvarlig/systemforvalter vedligeholder og videreudvikler på en applikation. Her kan være behov for en teststrategi, der adresserer den applikationsudvikling og integrationsudvikling, som AU IT laver. Men der kan også være behov for en teststrategi, der adresserer de patches og releases, som leverandøren lægger på sit system, og som har konsekvenser for fortsat stabilitet i den samlede løsning.
En udviklingsopgave i systemforvaltningen kan være en planlagt aktivitet fra systemets backlog, eller den kan initieres i forlængelse af en supportsag, hvor udredningen viser, at det er en systemfejl, der ligger til grund for hændelsen. Teststrategien skal sikre, at enhver ændring testes, og at der regressionstestes tilstrækkeligt til, at det kan konstateres, at der ikke er tilføjet utilsigtede fejl på kørende kode i forbindelse med udviklingsarbejdet.
Strategien definerer og beskriver de testniveauer, der tilsammen skal sikre, at der i systemforvaltningens udviklingsopgaver både laves det rigtige, og at det laves rigtigt. Herudover beskriver teststrategien, hvorledes det sikres, at miljøer, data, værktøjer (automatisering) samt ressourcer og kompetencer til dækning af testaktiviteterne er tilgængelige i forbindelse med udviklingsopgaven.
Med udgangspunkt i nedenstående skabelon udarbejdes en eller flere teststrategier for systemetsn forvaltnings- og eventuelle udviklingsopgaver i systemforvaltningen, og denne indarbejdes i systemets forvaltningsaftale.
Når teststrategien er udformet og gældende, vil tilgangen til den enkelte test kunne defineres og beskrives i en testplan.