Grundkursus i universitetspædagogik

Afrapportering

Baggrund for indsatsen

En betydelig del af undervisningen på Arts varetages af videnskabelige assistenter, undervisningsassistenter og DVIP. Fakultet har allerede kompetenceudvikling rettet mod instruktorer, ph.d.-studerende, adjunkter og lektorer samt professorer. Derimod findes der ikke et formaliseret tilbud til videnskabelige assistenter, undervisningsassistenter og DVIP desuagtet, at de varetager substantielle dele af undervisningen på Arts.

Formål

  1. At få indblik i målgruppen
  2. At udvikle, afholde og evaluere et pilotkursus
  3. Komme med forslag til fremtidig model for et sådant tilbud

Målgruppeafklaring

Den gennemførte spørgeskemaundersøgelse viser, at der er tale om en heterogen målgruppe med vidt forskellige pædagogiske forudsætninger. Ca en tredjedel af respondenterne har tidligere gennemført universitetspædagogiske kurser. Disse er fordelt således: Instruktorkursus 14%. Introduction to university teaching for phd-students 50 %, adjunktpædagogikum 29 %, andet 14%.

Det giver derfor ikke mening at udvikle et kursus til gruppen som helhed. Fokus bør i stedet være på de få, som ikke har nogen form for pædagogisk efteruddannelse. Dette vil reducere størrelsen af målgruppen betragteligt.

Pilotkursus: Kurset blev afholdt som et heldagskursus med 18 deltagere. Hovedtemaerne var introduktion til forskellige undervisningsformer, eksamen og bedømmelse. Evalueringen viser, at deltagerene vurderer, at kurset har været meget udbytterigt eller udbytterigt. Kommentarerne peger på at særligt introduktion til og afprøvning af flere forskellige undervisningsformer, herunder studenterinvolverende øvelser, samt introduktion til eksamen var relevant. Desuden fremhæves også mulighederne for erfaringsudveksling. Flere kursister foreslår at der udbydes et kursusforløb med to kursusdage fordelt således, at første del placeres i starten af semestret og anden del placeres i slutningen af semestret.

Fremtidigt kursus

Vores forslag til et fremtidigt kursus er en to trinsmodel: Modul 1, skal placeres i starten af semestret og fokusere på undervisningsformer. Modul 2 skal placeres i slutningen af semestret og fokusere på eksamen.

I regi af UP-net diskuteres mulighederne for at udvikle pt fælles kursus for alle DVIP på tværs af AU. Primært som online forløb. En digital løsning kan dog ikke stå alene. Mødet med andre undervisere opleves som værdifuld. Mulighed for integration i undervisningsmiljøet, inden for de rammer som ansættelsen muliggør, bør derfor også undersøges.