Strategisk markedsføringsindsats for nyt engelsksproget udbud i Political Science

Afrapportering

FACEBOOK-kampagne

Formålet med Facebook-kampagnen er at rekruttere kvalificerede studerende til den nye uddannelse, MSc in Political Science over for en specifik, international målgruppe. Facebook-kampagnen er lavet i samarbejde mellem Aarhus BSS Kommunikation og mediebureauet iProspect.

Da kampagnen kører helt frem, til de optagne studerende fysisk er til stede i Aarhus, er det kun muligt at lave en redegørelse for forløbet frem til nu frem for en endelig evaluering af effekten.

Kampagnen har været delt op i en række steps. I step 1 har fokus været på at skabe synlighed omkring uddannelsen i Political Science ved hjælp af 600 annoncekombinationer bestående af billeder og tekster.

I step 2 brugte vi video som annoncemateriale, herunder en ph.d.-video, en video med en studerende, en underviser og en campusvideo.

I step 3 benytter vi os af retargeting. Det vil sige, at vi rammer den pulje af 5.000 potentielle studerende, som har vist interesse ved at besøge vores website eller ved at klikke på en af annoncerne, med opfølgende budskaber. Vi benytter os af såkaldte lead ads, som er opslag, der giver os mulighed for at indsamle kontaktinformationer fra denne gruppe af personer. Det vil sige, at dem, der klikker på det nye opslag, bliver bedt om at udfylde en kort formular med kontaktoplysninger, og vi har dermed mulighed for at kontakte dem pr. mail eller telefon.

Annoncerne fra step 1 og 2 kører sideløbende med ovenstående og rammer fortsat nye personer. Opslagene er indtil videre blevet eksponeret for næsten 500.000 personer på tværs af de udvalgte lande.

Frem til ansøgningsdeadline er der planlagt flere steps, hvor kommunikationen er målrettet den beslutningsproces, en potentiel studerende står over for. Der er også indtænkt fastholdelseskommunikation, så vi også har mulighed for at køre en kampagne over for de studerende, som har søgt om optagelse på uddannelsen. 

 

VIDEO

Formålet med videoen var at fremhæve muligheden for en forskerkarriere i forlængelse af MSc in Political Science-uddannelsen. Videoen blev til i samarbejde mellem Aarhus BSS Kommunikation og videoproduktionsselskabet Moon Dog Film. Videoen har indgået i Facebook-kampagnen, som beskrevet over. Derudover ligger den på Aarhus BSS’ YouTube-kanal (https://youtu.be/PW0m6X5s1no)