Udvikling af kvote 2 på psykologi

Arbejdsgruppen vedr. kvote II havde til oplæg at udarbejde et katalog over relevante muligheder for at indføre ændrede kriterier for optagelse i kvote II for psykologi.

Arbejdsgruppen foretog indledningsvist en bred afsøgning af muligheder, som blev suppleret med mere specifikke emneafsøgninger. Ifbm. arbejdsgruppens overvejelser omkring ændringer i kvote II systemet blev det tydeligt at især to områder var af central relevans. For det første, hvilke kvaliteter eller kvalifikationer skal der søges efter hos de potentielle studerende, og for det andet, hvordan identificeres bedst de studerende, der besidder netop de kvalifikationer der eftersøges. Arbejdsgruppen valgte derfor at udarbejde et katalog, der forsøgte at indkredse disse to elementer, samt en afsluttende del, hvori disse elementer forsøges kombineret.

Af relevante kvalifikationer har arbejdsgruppen fokuseret på karaktergennemsnit, personlighed, arbejdsomhed, nysgerrighed, motivation, evne til psykologisk tænkning, samt robusthed/erfaring, og af mulige afprøvningsmetoder er stedprøver, ansøgninger, samt interviews i forskellige afskygninger blevet vurderet ift. deres evne til at afprøve de relevante kvalifikationer med tilstrækkelig validitet.

Det færdige katalog er distribueret til ledelsen samt andre interessanter mhp. videre behandling, herunder bl.a. afklaring af det konkrete ressourceforbrug ifbm. de forskellige mulige modeller for ændringer af optagelseskriterierne for kvote II på psykologi.