Internationalisering af praktiksteder med autentiske arbejdsopgaver

Afrapportering

Formål

Initiativet skal bidrage til øget internationalisering på AU og herunder især afklare de store udfordringer, der ligger i uddannelse af internationale studerende på praktiksteder med autentiske arbejdsopgaver. Konkret skal initiativet forberede et internationaliseringsprojekt på medicin, hvor man blandt andet vil eksperimentere med dyade- (parvis) træning under de obligatoriske praktikperioder. Initiativet øger sandsynligheden for at internationaliseringsprojektet på HE får success.

Resultater af projektet

Der er afholdt ni møder og undervisningsseancer med professorer og vejledere på tre hospitalsafdelinger, hvor man har drøftet, udviklet og justeret en implementering af parvis træning. Omkring 60 lægestuderende oplevede under deres to fire-ugers praktikker i projektperioden at arbejde og lære i en dyade. Der blev gennemført fem fokusgruppeinterviews med de studerende, 11 interviews med patienter og seks interviews med vejlederne om dyadetræning. Herunder er det blevet klart, at det – trods udfordringer – er muligt og ønskeligt at bruge dyader som læringsaktivitet i den kliniske praktik. Dyaden medførte øget tryghed og mere peer feedback. Patienterne fandt det generelt naturligt og ret uproblematisk, at der var to studerende (i stedet for én). Men vejlederne havde vidt forskellige holdninger til dyader og deres holdning var afgørende for, om det kunne fungere. Der er derfor udarbejdet en detaljeret instruks til dyaderne, som er lagt på Blackboard og indgår i afdelingernes introduktionspakke til de studerende. Denne oversættes til engelsk i forbindelse med internationaliseringen af semestret. Arbejdsplanerne for de studerende på de deltagende kliniske afdelinger er blevet justeret betydeligt, så de i højere grad understøtter dyadetræning. Denne arbejdsplan opretholdes, når de internationale studerende starter til efteråret. I projektperioden forsøgte man at indføre et struktureret skema til at understøtte de studerendes læring i dyaderne. Skemaet blev bearbejdet i adskillige omgange, men det blev klart at en sådan skematisering ikke fungerede i den daglige kliniske praktik og det blev opgivet. Der udarbejdes en rapport med hovedresultaterne fra projektet og der er planlagt et opfølgende forskningsprojekt med indsamling af data om kursusevalueringer og karakterfordelinger før og efter internationaliseringen.

Perspektivering

Projektet har banet vejen for den konkrete brug af dyadetræning på et internationalt semester fra efteråret 2016, da man har fået uvurderlig indsigt i læringsaktivitetens udfoldelse i praksis. Det skønnes, at de internationale studerende med fordel kan indgå i en dansk-international dyade på afdelingerne og de første nødvendige tiltag er gennemført. Derudover er der høstet inspiration til, hvordan dyader potentielt kunne anvendes i andre autentiske læringssituationer, altså i praktikperioder mere generelt.