Sådan udøver du et skøn

Mange studienævn eller studieledere har udarbejdet interne regler, f.eks. i form af faste praksisdannelser eller lignende, som de kan lægge til grund for skønsmæssige sagers afgørelse. De interne regler kan være med til at sikre en smidig og hurtig sagsbehandling og skaber en forudsigelighed, der gør det nemt for den studerende at indrette sig. Samtidig kan de interne regler mindske risikoen for usaglig forskelsbehandling.  

Der, hvor de interne regler kan blive problematiske er, når de afskærer det pligtmæssige skøn. Der skal derfor som hovedregel altid foretages et individuelt skøn på baggrund af den enkelte sags individuelle forhold, uanset om der i øvrigt måtte være opstillet en eller flere interne regler.