Her kan du læse retningslinjer der vedrører ledernes og medarbejderes muligheder for at træffe særlige aftaler om ansættelsesforholdet for seniormedarbejdere. Aftalerne har bl.a. til formål at fastholde og sikre en fleksibel tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet som er til gavn for både medarbejderne og Aarhus Universitet. Samtidig ønsker man at fastholde velfungerende medarbejdere så længe som muligt og lette overgangen mellem et aktivt arbejdsliv og tilværelsen som pensionist.
Her kan du finde mere information om universitetets ordninger i tilknytning til seniorområder m.m.
Hjemlen for seniorindsatser:
Aarhus Universitet tilstræber at have en optimal sammenhæng mellem personlige ressourcer og opgaver. Afgørende er ikke alder, men kompetencer og adfærd, motivation, udviklingsparathed og arbejdsevne. Alle medarbejdere - også seniorer - har en pligt til løbende at vedligeholde deres faglige og personlige kompetencer.
Jf. cirkulære om seniorordninger skal medarbejdere der er fyldt 60 år i forbindelse med medarbejderudviklingssamtalen have tilbud om at drøfte seniorperspektiver.
Seniorbonus og seniordage
NB: Der registreres ikke arbejdstid eller anciennitet ved afvikling af seniordage med løntræk. Opmærksomheden henledes på, at det kan have betydning i forhold til optjening af ret til skattefri præmie for ansatte på efterløn m.fl.
Pr. 1. januar 2024 trådte et nyt cirkulære om seniorbonus i kraft.
Cirkulæret gælder for overenskomstansatte og tjenestemænd, men ikke for timelønsansatte.
Det betyder at alle medarbejdere fra den 1. januar i det kalenderår de fylder 62 år, automatisk får udbetalt 0,8 % af den faste løn i seniorbonus. Disse medarbejdere, vil derudover have mulighed for at afholde 2 seniordage årligt, som vil være med løntræk. Hvis du fylder 62 år i perioden den 1. juli - 31. december, vil du dog kun kunne afholde 1 seniordag med løntræk i det første år.
Seniordagene skal afvikles som hele fridage.
Aftale om afvikling af de to seniordage med løntræk sker med nærmeste leder og skal registreres i MitHR som "seniordag med løntræk".
Ikke afholdte seniordage med løntræk kan aftales overført til efterfølgende kalenderår. Dette skal ske inden udløbet af kalenderåret. Hvis dagene ikke er afholdt eller aftalt overført, bortfalder de med udløbet af kalenderåret.
Det er heller ikke muligt at konvertere seniorbonus for 2023 til seniordage til afvikling i 2024.
Seniordagene efter seniorbonusaftalen er et supplement til eventuelt lokalt aftalte seniorordninger. For fuldtidsansatte og ansatte på plustid svarer en seniordag til 7,4 timer. For deltidsansatte reduceres timetallet forholdsmæssigt.
Det nye cirkulære kan læses her.
Medarbejdere (både videnskabelige og administrative), der er fyldt 62 år, kan bevilges op til én seniordag (betalt frihed) om måneden.
Ordningen om seniordage er en aftalebaseret ordning, som forudsætter en konkret, individuel vurdering. Ordningerne kan etableres, når lederen vurderer, at det vil være muligt og hensigtsmæssigt. Er dette tilfældet, kan leder og medarbejder indgå en individuel aftale om bevilling af et antal seniordage.
TR/den faglige organisation skal formalisere aftalen jf. cirkulæret. Formaliseringen kan ske ved tillidsrepræsentantens underskrift eller godkendelse af aftalen.
Fælles principper for seniordage på AU
Tildeling af seniordage sker på baggrund af en balanceret vurdering af dels den pågældende medarbejders alder, opgaver og ønsker og dels arbejdsgivers behov for at fastholde medarbejderen og dennes erfaring, viden og kompetencer.
Nedenfor er opstillet en liste over kriterier, der kan indgå i vurderingen af, om der skal etableres en aftale om seniordage. Listen er ikke udtømmende:
Er et eller flere af ovennævnte kriterier til stede, kan lederen indstille, at der bør indgås aftale om tildeling af seniordage til medarbejderen.
Indstillingen sendes til institutlederen eller til vicedirektøren/administrationschefen (for medarbejdere på hhv. institutter eller i vicedirektørområder/administrationscentre), som på baggrund heraf træffer endelig beslutning, og om der er grundlag for at bevilge seniordage som et middel til at fastholde medarbejderens kompetencer ud fra de kriterier, der er angivet i den mellem leder og medarbejder aftalte indstilling.
De individuelle senioraftaler revurderes hver 3. år.
Se hertil cirkulære om aftale om seniorordninger.