53 indspil til Arts' eftersyn

Ved fristens udløb mandag den 29. oktober 2014 havde arbejdsgruppen og fakultetsledelsen modtaget 53 indspil til arbejdet med eftersyn af Arts’ institutorganisering. ”Overvældende og positivt,” siger Johnny Laursen.

Indspillene er dels afsendt fra råd og nævn, men også fra mange enkeltpersoner og grupper af medarbejdere eller studerende, som har fundet sammen og bidraget til debatten. Af de 53 er 50 ønsket offentliggjort og ligger tilgængelige på Arts’ medarbejderportal, hvor de også kan hentes i én samlet pdf-fil.

”Jeg er utroligt glad for, at så mange medarbejdere og studerende har brugt tid og kræfter på at kvalificere vores proces. Det er konstruktive indspil, som alle vil blive læst grundigt forud for behandlingen i arbejdsgruppen og fakultetsledelsen,” forsikrer Johnny Laursen, konstitueret dekan på Arts.

Høringssvar inddrages

Johnny Laursen tilføjer, at de 9 høringssvar i den sideløbende AU-høringsproces, som har afsendere fra Arts, også vil blive taget med i drøftelserne i arbejdsgruppen og fakultetsledelsen.

Arbejdsgruppen mødes på et seminar den 6. oktober 2014 for at udforme en samlet vurdering, som efterfølgende skal præsenteres for fakultetsledelsen den 7. oktober 2014.

Fakultetsledelsens beslutningsforslag om organisering på Arts sendes i høring den 17. november 2014 med frist for høringssvar den 5. december 2014.

Administrativ proces følger efter

Når universitetsledelsen den 22. oktober 2014 har fremlagt sin beslutning om ændringer som konsekvens af problemanalysen, iværksættes desuden en ny proces på fakultetet, som handler om den administrative understøttelse på Arts.

Fakultetsledelsen drøfter processens udformning den 9.oktober 2014.