Afdelingsledere på Arts skal på lederudviklingskursus

Arts modtager 662.000 kr. af Kompetencesekretariatet til kompetenceudvikling af de nyvalgte afdelingsledere på Arts.

De nye afdelingsledere skal på lederudviklingskursus

For at skabe mere nærværende ledelse og styrke medinddragelsen på fakultetet er der på de tre institutter blevet indført afdelinger, som ledes af afdelingsledere. Afdelingslederne er netop blevet udpeget. De skal desuden indgå i institutledelsen, og samtidig skal de bidrage til at skabe en stærkere faglig identitet med udgangspunkt i afdelingens uddannelser og forskning.

For at ruste dem så godt som muligt til deres nye opgaver har fakultetet derfor søgt og fået 662.000 kr. af Kompetencesekretariatet til et skræddersyet lederudviklingskursus for afdelingslederne på Arts. Kurset har til formål at give afdelingslederne redskaber til at styrke medinddragelse, være nærværende ledere og skabe faglig identitet på institutterne. 

”Afdelingslederne kommer til at skabe en daglig ramme om alle aktiviteter og varetage personaleledelse for alle medarbejdere tilknyttet afdelingen. Forløbet skal give afdelingslederne redskaberne til at sikre en stærkere faglig identitet i afdelingerne med fokus på afdelingens uddannelser og forskning”, siger Johnny Laursen, konstitueret dekan på Arts.

Kursets indhold

Kurset er udviklet af HR i samarbejde med prodekan Jan Ifversen. En følgegruppe bestående af repræsentanter fra institutledelse, deltagere og en tillidsrepræsentant har rådgivet undervejs. Kurset vil blive afviklet som et fælles forløb for afdelingslederne fra foråret 2015 og strækker sig til sidst på året og består af tre moduler. Kurset udføres i samarbejde med konsulentfirmaet LEAD. Der er i valget af LEAD blandt andet lagt vægt på, at konsulenterne har erfaring med og forståelse for, hvad det vil sige at varetage personale- samt faglig ledelse på et universitet.

Om Kompetencesekretariatet

Kompetencesekretariatet er de statslige overenskomstparters fællessekretariat for kompetenceudvikling. Kompetencesekretariatet har til opgave at skærpe statslige arbejdspladsers fokus på kompetenceudvikling blandt andet gennem muligheden for at søge midler til kompetenceudvikling for statslige arbejdspladsers medarbejdere.