Arbejdsgruppen afleverer sin vurdering

Bevar de tre institutter, men indret dem forskelligt. Læg beslutningskompetence tættere på fagene, og lad afdelingerne være det nye omdrejningspunkt. Sådan lyder de store træk i arbejdsgruppens vurdering af de indspil, der er kommet fra medarbejdere og studerende i forbindelse med Arts’ eftersyn af institutstrukturen.

Arbejdsgruppen afleverede den 7. oktober 2014 sin vurdering til fakultetsledelsen, og formanden for arbejdsgruppen er tilfreds med processen og resultatet.

”Vi har siddet i rollen som ambassadører for de medarbejdere og studerende, der har lavet indspil til processen. Vi har ikke kunnet tilgodese alles ønsker og holdninger, men vi er nået til et koncentrat, som repræsenterer langt størstedelen af de involverede,” siger Marianne Qvortrup Fibiger, lektor på Institut for Kultur og Samfund.

Arbejdsgruppen har lagt vægt på behovet for større medinddragelse og mere beslutningskompetence længere nede i organisationen. Råd og fora skal have en reel stemme og mulighed for indflydelse. Det anbefales også, at man åbner mulighed for nye navne til institutterne.

One size doesn’t fit all

Arbejdsgruppen mener, at der skal være mulighed for, at den indre organisering på fakultets institutter kan være forskellig.

”Vi konkluderede tidligt i processen at one size doesn’t fit all. Institutterne er grundlæggende forskellige i forhold til historik, antal uddannelser, primære opgaver, lokationer mv. Den forskellighed bliver vi nødt til at anerkende som en præmis, hvis vi skal finde en gangbar løsning. Derfor har vi valgt at pege på forskellige forslag for hvert af de tre institutter,” fortæller Marianne Qvortrup Fibiger.

Det resulterer blandt andet i forskellige anbefalinger til størrelsen af studienævn. For IKS er vurderingen, at man fastholder det samlede studienævn, ligesom man bevarer det teologiske. På IUP foreslår arbejdsgruppen ét studienævn for BA/KA suppleret af ét for Master. På IÆK foreslås fire studienævn på lokationsniveau: to i Nobelparken, ét på Kasernen og ét på Katrinebjerg.

Beslutningskompetence tæt på fagene

Der er et samlet ønske om at tilføre uddannelsesfagudvalgene (UFU) større beslutningskompetence. Arbejdsgruppen foreslår, at UFU’ernes kompetencer og arbejdsopgave beskrives nærmere ift. studienævnene, herunder hvordan man bedst muligt inddrager medarbejdere og studerende i arbejdet.  

”På den måde får vi beslutningskompetencen meget tættere på fagene, og afgørelserne bliver truffet med udgangspunkt i det felt, det handler om. Vi kan reagere hurtigere, og jeg er sikker på, at det vil give større lyst blandt medarbejdere og studerende til at engagere sig i uddannelsesarbejdet – at man vil opleve, at man faktisk har en stemme og kan påvirke beslutningerne,” siger Marianne Qvortrup Fibiger.

Flere scenarier for CUDiM

Arbejdsgruppen har skitseret fire scenarier for CUDiM og det universitetspædagogiske område.

Der er argumenter for at lade CUDiM fortsætte som et institutlignende center. Et andet scenarie beskriver et opsplittet CUDiM med små enheder på hvert institut. Tredje bud er en sammenlægning med en IUP-afdeling i Aarhus, og endeligt fremlægger gruppen et scenarie, hvor CUDiM indgår som Arts’ andel af et tværgående pædagogisk center for hele AU.

Ph.d.-området skal under lup

Arbejdsgruppen havde en række opmærksomhedspunkter til ph.d.-området. Arbejdsgruppen pegede blandt andet på et stort behov for nær personaleledelse til de ph.d.-studerende – f.eks. hos afdelingslederne.

”Vi skal være ekstremt opmærksomme på, at vi får ph.d.-området organiseret mest hensigtsmæssigt. Som vores stuktur er nu, er der langt fra den ph.d.-studerende til de steder, hvor der træffes beslutninger. Det er en gruppe, vi skal værne om. Og arbejdsgruppen står sammen om at opfordre fakultetsledelsen til at tage området under lup,” understreger Marianne Qvortrup Fibiger.

Efter fremlæggelsen på mødet med fakultetsledelsen takkede dekan Johnny Laursen arbejdsgruppen for det store arbejde og engagement.  Og mente, at den gode stemning og gode samarbejdsatmosfære i arbejdsgruppen lover godt for det fremtidige samarbejde på fakultetet.

Straks efter mødet med arbejdsgruppen gik fakultetsledelsen i gang med arbejdet med at følge op på de mange indspil og rådene fra arbejdsgruppen.

Fakultetsledelsen tager næste skridt

Arbejdsgruppen har med vurderingen afsluttet sit arbejde. Fakultetsledelsen skal inden den 21. oktober 2014 udarbejde et udkast til beslutningsforslag, som skal behandles af Akademisk Råd og Fakultetets Samarbejdsudvalg den 28. oktober 2014, hvorefter det gøres færdigt og sendes i høring bredt på fakultetet.