Bedre sammenhæng mellem undervisningsformer og læringsmål på Arts

Der er god overensstemmelse mellem læringsmål, undervisning og eksamen på Arts. Det viser den seneste studiemiljøundersøgelse på Aarhus Universitet, som netop er blevet offentliggjort.

71 procent af de studerende på Arts svarer i den nye undersøgelse, at de valgte undervisningsformer støtter deres opfyldelse af læringsmål og eksamenskrav. I 2011 svarede kun 63 procent bekræftende på samme spørgsmål, og den udvikling glæder Marianne Ping Huang, prodekan for uddannelse på Arts:

”Vi har jo arbejdet intenst med læringsmål og nye undervisningsformer i mange år, og derfor er det dejligt at se, at resultaterne nu også slår igennem i statistikkerne. Også selv om vi ikke er helt i mål endnu,” siger hun.

Tydelig forventningsafstemning

Marianne Ping Huang mener, at sammenhængen i studier og uddannelse bliver tydeligere for de studerende, når der undervises på nye måder, og når undervisningsformerne varierer. Det giver for eksempel fra begyndelsen anledning til forventningsafstemning mellem studerende og underviser:

”Når underviser og studerende mødes ved starten af et kursus, taler man om, hvad man skal opnå i fællesskab – hvad man skal lære på kurset, og hvordan det skal foregå. Der bliver sat fokus læringsmålene og på, hvordan de forskellige undervisningsformer skal understøtte læringen,” fortæller Marianne Ping Huang.

Målet er at give de studerende en god forståelse af, hvorfor undervisningen er tilrettelagt som den er. De skal have et tydeligt billede af, hvad formålet med aktiviteterne er. De deltager jo i disse aktiviteter og skal afstemme deres deltagelse i forhold til, hvad de i sidste ende forventer at have lært, når kurset afsluttes.

”Det er en nødvendig forudsætning for at lave uddannelse og undervisning af høj kvalitet, og undersøgelsen viser, at undervisere og uddannelsesudviklere gør det rigtige på Arts. Vi har en meget stærk undervisningskultur og det er dejligt, når det anerkendes som nu i den nye studiemiljøundersøgelse,” understreger Marianne Ping Huang.

Stressede og ensomme studerende

Sammenhæng mellem undervisningsformer og læringsmål er dog kun ét ud af mange aspekter, som studiemiljøundersøgelsen sætter fokus på.

”Det er også alvorlige problemer, som vi skal forholde os til – det handler især om stigende stress og ensomhed blandt vores studerende, og det er meget bekymrende,” siger Marianne Ping Huang.

Rapporten skal nu fortolkes og drøftes i de lokale fagmiljøer samt i studienævn og uddannelsesfagudvalg, hvor de studerende er med til at foreslå løsninger på problemerne og på, hvordan gode erfaringer deles mellem Arts’ mange undervisere og uddannelsesmiljøer.

 Marianne Ping Huang