Litteraturprofessor takker af

Svend Erik Larsen, professor i Litteraturhistorie ved Institut for Æstetik og Kommunikation, går på pension den 21. februar 2014 efter godt seksten år som professor ved Aarhus Universitet, hvor han har haft betydelig indflydelse som forsker, underviser og organisator

Svend Erik Larsen er uddannet mag.art. i Nordisk Sprog og Litteratur fra Aarhus Universitet og blev straks efter eksamen i 1974 ansat ved Institut for Litteraturvidenskab på Odense Universitet. Her var han med til at opbygge et stærkt miljø i semiotik, som blandt andet udmøntede sig i en disputats om sprogforskeren Viggo Brøndal i 1987. Fra 1992-97 var han leder af forskningscentret Menneske og Natur, som i fem år var rammen for et produktivt, tværfagligt miljø.

Fra starten af sit virke som professor i Litteraturhistorie i 1998 markerede Svend Erik Larsen sig som en uhyre vidende og engageret underviser, som holdt lige meget af at undervise såvel førsteårs­studerende som næsten færdige kandidater. Samtidig fortsatte han sin omfattende videnskabelige produktion, der er udkommet på en række sprog i ledende tidsskrifter, ligesom formidlingen af litteratur- og kulturhistorie også har været markant både i skrift og tale.

I fagmiljøet har Svend Erik Larsen især været primus motor for udviklingen af brugen af IT i undervisningen og for, ikke mindst gennem sit eget eksempel, at skabe en markant international profil for faget. Han har selv været på længere ophold på universiteter i USA, England og Australien, og det internationale engagement har været forankret i blandt andet International Comparative Literature Association og Academia Europaea, begge steder med markante tillidsposter. I dansk sammenhæng har han indgået i flere ministerielle udvalg og senest været medlem af FKKs faglige råd. Svend Erik Larsen er nu medlem af Danmarks Grundforskningsfonds bestyrelse, hvilket sammen med en emeritusaftale sikrer en fortsat stærk tilknytning til den akademiske verden og til Aarhus Universitet.

Svend Erik Larsen holder afskedsforelæsning fredag den 21. februar.