Medielaboratorium skal få de digitale medier ind i undervisningen

Underviserne ved Arts har fået deres eget medielaboratorium – Arts Media Lab. Det skal klæde underviserne på til at inddrage digitale medier i undervisningen.

Overvejer du at anvende blogs, screencasts eller andre digitale medier i din undervisning? Så kan du få en introduktion til det tekniske og få rådgivning om, hvordan du kan bruge forskellige medier i Arts Media Labs workshops.

De digitale medier har den styrke, at de kan være med til at øge studenteraktiviteten og gøre undervisningen mere varieret, mener Christian Winther Bech, specialkonsulent og koordinator for Arts Media Lab.

”I Arts Media Lab kan undervisere på Arts få hjælp til at komme i gang med at anvende digitale medier i deres undervisning. Vi holder workshops, og man kan også kontakte os for individuel rådgivning og sparring. Nogle ønsker for eksempel at omlægge et helt undervisningsforløb, og så ser vi sammen på, hvordan kommunikationsfora, samarbejds- og produktionsværktøjer og delingstjenester kan spille sammen i netop deres fag.”

Screencasts som en del af undervisningen

Arts Media Lab afholder i efteråret 2013 flere workshops. Et af de konkrete redskaber, man kan lære at bruge, er screencast. På et screencast kan underviseren optage det, han eller hun foretager sig på sin computerskærm, og samtidig indtale et lydspor. De studerende kan efterfølgende streame screencastet.

”En af vores workshops handler om, hvordan man optager, redigerer og uploader et screencast til fx YouTube. Vi fortæller også lidt om, hvordan man kan få det til at se professionelt ud. Det er vigtigt, at lyset er diffust, og at lyden er god. Og hvis du filmer dig selv med et webkamera, skal du være opmærksom på, at der ikke er forstyrrende detaljer i baggrunden,” siger Christian Winther Bech.

Han pointerer, at det ikke behøver at være dyrt at komme i gang, for der findes enkle og billige optage- og redigeringsprogrammer, som man kan hente på internettet, og ofte kan man bruge udstyr, som man i forvejen har.

Lad de studerende besvare opgaver på blogs

Der er i mange universitetsfag krav om, at de studerende skal kunne formidle deres fag. Vil man introducere sine studerende til en ny formidlingsform, kan man overveje at bruge blogs i undervisningen.

”At oprette og redigere en blog er enkelt, når man har fået vist, hvordan man gør. Også her findes der gratis programmer og tjenester på nettet, som er meget brugervenlige. På vores workshops hjælper vi underviserne med at komme i gang med det tekniske, vi fortæller om blogindlægget som genre og giver tips til, hvordan blogging kan indgå i undervisningen,” siger Christian Winther Bech.

De studerende kan for eksempel oprette hver sin blog, som de kan aflevere faglige blogindlæg på. Desuden kan de optage videoer med deres smartphones, som de kan uploade til YouTube og indlejre på deres blog, og det kan give formidlingen en ekstra dimension.

Se video om Arts Media Lab´s ydelser

 

 

Kontakt

Christian Winther Bech
Specialkonsulent
Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier,
Aarhus Universitet
Paludans Müllers Vej 48
E-mail: cwbech@tdm.au.dk
Mobil: 2166 9706

Yderligere oplysninger