Overblik over kvalitetsarbejdet på Arts

En ny webportal giver overblik over kvalitetspraksis på uddannelsesområdet på Arts.

Kvalitetspraksis er ikke noget nyt på AU og Arts, og det involverer mange aktører, der skal kende deres rolle. En ny webportal på Arts hjælper nu med at give overblik.

Overblik ad to veje

Det nye i portalen er det arbejde, der er lagt i at samle og beskrive den eksisterende praksis. Man kan her danne sig et overblik ad to veje:

For det første kan man få overblik over vejledninger, undersøgelser, bekendtgørelse m.m. gennem delområder, der svarer til strukturen i universitets kvalitetspolitik:

 

  • Rekruttering og studiestart
  • Struktur og forløb
  • Udvikling af uddannelse, undervisning og læringsmiljø
  • Studiemiljø
  • Uddannelsernes relation til arbejdsmarkedet

Den anden mulighed er via en liste over aktører i kvalitetsarbejdet. Her kan man vælge sig ind på den rolle, man selv har på AU, det være sig som alt fra studerende over studieleder til dekan, og derigennem få overblik over, hvilke ansvarsområder man har i netop denne rolle.

 

Giv feed back

Portalen skal afspejle det løbende arbejde med kvalitetspraksis og vil derfor være dynamisk. En indarbejdning af institutjusteringerne på Arts (afdelingers og afdelingslederes rolle i kvalitetspraksis) og en oversigt over møder om kvalitetspraksis for uddannelsesledere, VIP og studerende er allerede på listen over kommende justeringer.

 

Portalen vil også blive oversat til engelsk, men først når den er kvalitetstjekket. Det opfordres alle medarbejdere og studerende til at deltage i ved at melde forbedringsmuligheder til arbejdsgruppen bag portalen. Har du feed back, kan det sendes til Lykke Kjerrumgaard Jensen. Se kontaktinfo nedenfor.

 

Feed back sendes til:
Lykke Kjerrumgaard Jensen, lyje@dpu.dk
AU Studier - Uddannelseskvalitet og studienævnsbetjening (SNUK), AR

 


 

Om kvalitetspraksis

Kvalitetspraksis handler om, hvordan vi på AU løbende sikrer kvalitet i vores uddannelser. Det er et fokus i AU’s vision og strategi for uddannelser og i universitets kvalitetspolitik på uddannelsesområdet, der blev godkendt af universitetsledelsen i juni sidste år.
En velfungerende kvalitetspraksis på uddannelsesområdet er vigtig for den enkelte studerende, men også for det samlede universitet, der netop har begyndt arbejdet med at blive institutionsakkrediteret.

I institutionsakkrediteringen er det den samlede institutions kvalitetssystem, der vurderes af Danmarks Akkrediteringsinstitution (tidl. ACE Denmark), som afløser for turnusakkrediteringen af de enkelte uddannelser. Her er vores kvalitetspraksis et afgørende fundament.