Sådan forløber APV-processen på Arts

Når resultaterne af den psykiske APV offentliggøres torsdag den 21. februar 2013, går opfølgningsarbejdet på Arts for alvor i gang.

Siden du udfyldte og indsendte spørgeskemaet om den psykiske APV i november 2012 har tre medarbejdere på Center for Uddannelse og Læring (CUL) arbejdet med tallene og resultaterne. Offentliggørelsen den 21. februar bliver således også startskuddet på opfølgningsprocessen på Arts.

Tæt inddragelse af medarbejdere

Fakultetsarbejdsmiljøudvalget (FAMU) og Fakultetssamarbejdsudvalget (FSU) på Arts mødes den 1. marts 2013 for at drøfte rapporterne for den psykiske APV. Udvalgene har vedtaget en proces, og der vil blive afholdt dialogmøder på institutter og centre i marts.

Hvis der er tilfælde af mobning og chikane, vil man umiddelbart tage respektfuld hånd om det på individ-, gruppe- og lederniveau - alt efter enkeltsagens karakter. På de langsigtede indsatsområder bliver medarbejderne tæt inddraget i arbejdet med handlingsplaner. Det vil i første led foregå på institut- og centerniveau i det lokale arbejdsmiljøudvalg (LAMU).

Bottom-up-proces

Opfølgningsarbejdet er organiseret efter en bottom-up-model, hvor institutternes og centrenes handlingsplaner bliver givet videre til FAMU og FSU. Udvalgene vil herefter indarbejde indholdet fra disse handlingsplaner i Arts’ overordnede APV handlingsplan.  

På samme måde vil hovedområdernes og administrationens handlingsplaner blive samlet og givet videre til Universitetsledelsen, Hovedsamarbejdsudvalget (HSU) samt Hovedarbejdsmiljøudvalget (HAMU).

Mere information