Kvantefysiker vil sende klasseværelset på rumrejse

Iværksætter og kvantefysiker Shaeema Zaman er på en mission for bedre videnskabsformidling gennem de to startups Science Melting Pot og QASE Tech.

Shaeema Zaman, kvantefysiker og iværksætter, har taget et utraditionelt spring fra forskning til formidling, fast besluttet på at bringe naturvidenskaben ud af de støvede lærebøger og gøre undervisningen i emnet 
spændende og vedkommende.

Med startuppen Science Melting Pot har Shaeema Zaman skabt en unik kanal for videnskabsformidling, der er drevet af behovet for at gøre videnskaben både inkluderende og engagerende – og at fastholde studerende i STEM-fagene.

”Vi sigter, som navnet antyder, efter at være en smeltedigel af services inden for videnskabskommunikation med skarpt fokus på at gøre det komplekse relaterbart og tilgængeligt gennem storytelling,”

siger Shaeema Zaman.

Iværksættervirksomheden underviser blandt andet forskere i at kommunikere deres resultater bedre og udvikler alt fra infografikker og spil til sociale medier til formålet.

Opgaveporteføljen har udviklet sig til at omfatte vidensformidling for institutter på Aarhus Universitet og DTU. Senest har Science Melting Pot udviklet en hjemmeside (rumrejsen2023.dk) sammen med DTU, der følger den danske astronaut Andreas Mogensens anden mission til Den Internationale Rumstation. Tiltaget skal styrke interessen for STEM-fag blandt børn og unge.

Science Melting Pot er også en del af DigiQ, et fireårigt EU-projekt med 24 organisationer fra ti lande, som alle leverer uddannelseskurser og moduler til et masterkursus i kvanteteknologi.

Fra DIY til ISS
Sammen med astrofysiker Elham Amiri har Shaeema Zaman sideløbende startet virksomheden QASE Tech, der introducerer et legende twist til klasseundervisningen med de såkaldte QASEs – do-it-yourself-samlesæt, der skal gøre gymnasieelever mere interesserede i astrofysik og kvantefysik.

”Jeg har altid selv følt, at jeg manglede det legende element i skolen. Vi spurgte derfor en række lærere, om de havde lyst til at innovere tilgangen i undervisningen. De sagde alle ja, men mange af dem manglede tiden til det,”

siger Shaeema Zaman om motivationen bag QASE Tech og slår samtidig fast, at hensigten ikke er at erstatte lærebogen, nærmere tilføje en komponent og et legende element.

De faglige emner, QASE Tech vælger at behandle, er ifølge Shaeema Zaman ofte kedelige at undervise i. Hvordan kommunikerer vi for eksempel med satellitter? Det er svær teori i tykke bøger – så hvorfor ikke gøre læringen praktisk?

Det første læringssæt, QASE Tech har udviklet, handler netop om radiokommunikation i rummet, hvor eleverne skal udvikle en radio, der gør det muligt at modtage signaler fra satellitter som Den Internationale Rumstation (ISS).

Stort boost fra andre iværksættere
Igennem begge startups har Shaeema Zaman rejst millioner i funding. Hun oplever, at der en stigende interesse for bedre og mere interaktiv videnskabskommunikation blandt både forskere, virksomheder og skoler, men rejsen dertil har ikke ligefrem været et kvantespring. Én ting var en stribe af afslag på ansøgninger om funding, noget andet det rent lavpraktiske i at hellige sig en iværksætterdrøm og kunne holde sig selv oven vande både økonomisk og mentalt.

”Min rejse har været formet af iværksætterøkosystemet omkring mig. Jeg anede ikke, hvor jeg skulle begynde. Jeg var forelsket i min egen idé, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få kunder, eller hvordan jeg overhovedet skulle henvende mig til dem.”

Det var i gennem forskellige workshops i The Kitchen, at Shaeema Zaman fik et forspring og en kickstart på iværksættereventyret, og selv om hun let kunne arbejde hjemmefra på projekterne, tropper hun glædeligt op på kontorpladsen i The Kitchen, hvor hun arbejder til daglig og mødes med sine syv medarbejdere.

”Jeg er mere kreativ og effektiv i The Kitchen og i nærheden af talentfulde mennesker. Jeg lærer meget af at tale med andre iværksættere, uanset om deres startups er som mine eller slet ikke. Der er en vildt god energi og en stor følelse af at høre til.”

Aarhus Universitet bringer løsninger

Interviewet er en del af årsmagasinet Aarhus Universitet bringer løsninger, der samler cases fra AU's erhvervssatsning.

Du kan læse hele årsmagasinet her