Studerende begejstrede Skive Kommune med bæredygtige løsninger

37 studerende fra 10 faglige retninger på Arts, Aarhus Universitet, og fra forskellige lande har i efteråret tilbragt hver mandag i The Kitchen. Her har de har lært om innovation, bæredygtig forretningsudvikling, cirkulær økonomi, hvordan de arbejder med prototyper, AI og meget mere. Den viden blev anvendt på rigtige virksomhedsudfordringer formidlet af Business Skive.

En gruppe studerende tog til Fur for at finde ud af, hvordan de kunne øge den bæredygtige turisme på øen. De talte med forretningsdrivende på Fur og fandt ud af, at det faktisk ikke kunne lade sig gøre, for der var ikke hænder nok til at betjene flere turister. Aha, tænkte de, så er opgaven først at skaffe arbejdskraft til øen: hvad så med at tiltrække unge på work-away-ophold?! Og det blev kernen i det løsningsforslag, som de præsenterede til afslutningen på faget bæredygtig innovation mandag d. 4. december. Anja Bonde fra DestinationLimfjorden, som stillede opgaven, var begejstret for ideen.

Ud over Visit Limfjorden havde Skive Festival et ønske om at blive mere bæredygtige, og de fik en række løsninger på, hvordan de kunne sortere skrald på en sjov måde, reducere festivalens CO2-aftryk og genbruge telte. Michael Eiskjær fra Skive Festival reagerede således; ”Det er vildt fedt at se deres ideer, og vi er imponerede over, hvor realistiske deres forslag er. Alt kan implementeres! Noget arbejder vi allerede lidt med, men nu har vi inviteret dem alle sammen til Skive Festival til sommer, og så kan de selv se, hvad vi går videre med!” Denne generøse gestus blev modtaget med stor begejstring.

Energiby Skive fik konkrete forslag til, hvordan de kunne opbygge en socialt bæredygtig ny bydel, der kunne tiltrække unge og reducere ensomhed. Jonas Andersen arbejdede med Energiby Skive, og han fortalte, at de hurtigt fandt ud af, at de kunne forskellige ting. De var to i gruppen, der var kreative og stod for prototyperne og ideudviklingen, Jonas læser digital design og Julie æstetik og kultur. Den tredje i gruppen Maya Plesner Pagh læser kommunikation og engelsk, og hun stod for branding-strategier og online kommunikation, mens udvekslingsstuderende Hirotaka Ochiai, som læser Liberal Arts i Japan, var god til at se helheder og strategier. De studerende har været glade for at arbejde sammen på tværs af studier, og de har brugt deres forskellige fagligheder aktivt.                  

For Hirotaka var det også første gang, han havde oplevet at samarbejde med rigtige virksomheder, og han var begejstret. "Det gjorde mig meget motiveret, og jeg arbejdede meget mere konstant på projektet end i andre fag, og det var også spændende at snakke direkte med de ansvarlige i virksomhederne". Og på den anden side var Karl Kroghshede fra Business Skive virkelig glad for de input, han fik fra de studerende. ”Det er afgørende for os, at vi har vores kommende brugere i øjenhøjde, og vi ville ønske, at forløbet havde varet længere!”