Universitetsstuderende skal booste den grønne omstilling i Midt- og Vestjylland

Aarhus Universitet sender over 100 studerende ud i midt- og vestjyske virksomheder for at skabe bæredygtige forretningsløsninger. Tiltaget skal imødekomme udfordringer med manglende specialviden og højtkvalificeret arbejdskraft hos landsdelens erhvervsliv.

HORN Bordplader har længe satset på bæredygtighed, men jo mere avanceret virksomheden bliver i sin grønne omstilling, desto mere viden kræver det af virksomheden. Foto: PR/HORN

Vejen til den grønne omstilling kan være fyldt med bump for mange danske virksomheder, hvor mangel på ekspertviden og kvalificeret arbejdskraft kan sætte en stopper for de gode intentioner.

Det vil projektet Technological Business Model Innovation (TBMI) ved Aarhus Universitet nu prøve at komme til livs. Her skal over 100 studerende den kommende tid arbejde tæt sammen med virksomheder i Midt- og Vestjylland for at opbygge eller udvikle nye forretningsområder indenfor bl.a. den grønne omstilling.

Den unikke tilgang til virksomhedssamarbejdet har vakt opmærksomhed hos Dansk Erhverv, der mener, at tiltaget giver de studerende en praksisnær forståelse af erhvervslivet, mens virksomhederne får en platform til rekruttering af højtuddannet arbejdskraft 

”Ny viden er ofte nøglen til, at en virksomhed kommer i mål med den grønne omstilling. Samtidig oplever flere virksomheder i den midt- og vestjyske landsdel udfordringer med at tiltrække arbejdskraft med akademisk baggrund. Her kan man imødekomme begge problematikker,” siger Mads Eriksen Storm, uddannelses- og forskningspolitisk chef ved Dansk Erhverv.

Grøn omstilling kræver kompetencer
De studerende, som skal udvikle grønne løsninger for virksomhederne, læser på kandidatuddannelsen i teknologibaseret forretningsudvikling ved Aarhus Universitets campus i Herning, hvor man har et skarpt fokus på at skabe kompetente civilingeniører med en dyb viden omkring virksomhedsdrift og teknologi.

Netop disse kvalifikationer kan spille en central rolle i virksomhedernes kamp for at komme i mål med den grønne omstilling, særligt hos landets små- og mellemstore virksomheder (SMV’er).

En ny undersøgelse fra vidensbanken Reg Lab med titlen ”SMV’ers samarbejde om grøn omstilling” viser, at virksomhederne grundlæggende har behov for flere kompetencer, jo længere de kommer med den grønne omstilling, og særligt behovet for akademisk arbejdskraft med teknologisk indsigt følger med.

Det ved HORN Bordplader i Aulum ved Herning alt om. Virksomheden deltager i TBMI-projektet, hvor et hold studerende i øjeblikket arbejder med at udvikle nye forretningsgange, der kan imødekommen en stigende efterspørgsel på producentens bæredygtige produkter.

HORN Bordplader har satset benhårdt på den grønne omstilling og har opnået en bred vifte af bæredygtighedscertificeringer, men i løbet af processen er det blevet klart for virksomheden, at den grønne omstilling er en kompleks opgave, der kræver friske øjne og nye input. 

”Vi tænker ansvarlighed og bæredygtig udvikling ind i alle dele af forretningen. Det er en udfordring med mange aspekter og nye forretningsmuligheder, og her er jeg sikker på, at de studerende kan bidrage med den nyeste viden fra universitetet,” siger Anna Kathrine Ahler Karkov, ansvarlig for forretningsudvikling ved HORN Bordplader.

Samarbejde og viden
På trods af at mange danske virksomheder har kastet sig ud i den grønne omstilling, så kniber det stadig med at få alle med ombord. Kun hver tredje af landets SMV’er har påbegyndt en grønnere virksomhedsdrift, mens kun hver 10. kan betegnes som værende fuldt omstillet.

Det er dog hverken af ond vilje eller manglende interesse ude i virksomhederne, lyder vurderingen fra erhvervsdirektør Lone Ryg Olsen ved Aarhus Universitet.

”En mindre virksomhed kan have svært ved at frigive resurser eller mangler viden om, hvordan de præcist skal tage initiativ til en grøn transformation. Her kan vi som universitet bidrage gennem forskningspartnerskaber eller studenterprojekter som TBMI, hvor de studerende kommer helt ud på fabriksgulvet med deres kompetencer og viden,” siger Lone Ryg Olsen.

Erhvervsdirektøren opfordrer i samme ombæring landets erhvervsliv til at tage kontakt til universitetet, hvis de kan se et potentiale i et samarbejde.

Mere information:
Mads Eriksen Storm, uddannelses- og forskningspolitisk chef ved Dansk Erhverv.
Tlf: 60607854, MER@DANSKERHVERV.DK

Anna Kathrine Ahler Karkov, ansvarlig for forretningsudvikling ved Horn Bordplader.
Tlf: 23233988, AKN@HORNBORDPLADER.DK

Rasmus Eriksen, strategisk presserådgiver ved Aarhus Universitet.
Tlf: 93522583, ERIKSEN@AU.DK

Fakta om TBMI:

  • Et af kerneforløbene for studerende på civilingeniøruddannelsen i teknologibaseret forretningsudvikling (cand.polyt.) ved Institut for Forretningsudvikling og Teknologi i Herning.
  • Højdepunktet er en såkaldt TBMI Challenge, hvor de studerende bliver sendt ud i i virksomheder i hele Midt- og Vestjylland for at løse konkrete problemstillinger for dem.
  • Ofte bliver de studerendes arbejde realiseret af virksomhederne.
  • TBMI bliver støttet af Færchfonden og AUHE MidtVests Støttefond.

Pointer fra Reg Lab-undersøgelse

  • Den grønne omstilling er en proces, hvor virksomhederne hele tiden går skridtet videre og indarbejder nye områder af den grønne omstilling, hvor man måske ikke har så meget indsigt og viden endnu.
  • Behovet for akademisk arbejdskraft stiger, jo mere kompleks virksomhedernes grønne omstilling bliver, og det opstår ofte i takt med, at virksomhederne vil have dokumenteret effekterne af deres grønne indsatser.
  • Det er karakteristisk for de fleste små- og mellemstore virksomheder, at de har meget faglige og praktiske kompetencer, men at de mere akademiske kompetencer til gengæld mangler.