Ændrede udsigter i Arts' langtidsøkonomi
Efter at fakultetet kom ud af 2017 med et overskud på 29 mio. kr., begynder dekan Johnny Laursen så småt at tro på, at der ikke længere er samme grund til at sige ”ulven kommer”.
Kære medarbejdere
Fakultetsledelsen på Arts har siden begyndelsen af 2015 arbejdet intensivt på at ruste fakultetet til de økonomiske udfordringer, som vi har imødeset i de kommende år som følge af dimensionering, fremdriftsreform og omprioriteringsbidrag.
Vi er nu – ikke mindst med jeres indsats – kommet langt ift. at imødegå de nævnte stramninger i økonomien. Så langt, at vi nu kan sige, at hvis vi holder niveauet for indsatsen og holder fast i vore beslutninger, så tør vi tro på lysere langtidsprognoser.
Efter erfaringerne med dimensioneringen og fremdriftsreformen, og efter en fornuftig bevillingsreform, har vi nået et udsigtspunkt, som lader os se længere frem. Det er vigtigt at understrege, at der ikke gives garantier. Men vores forventning herfra, hvor vi nu står, er, at fakultetet har styrket sine økonomiske – og faglige – præstationer i en sådan grad, at vi er rustet til at imødegå de betydelige indtægtstab, der endnu udestår de næste par år, før vi når et stabilt leje efter fuld indførelse af dimensioneringen. Det ses bl.a. på de betydelige engangsinvesteringer vi har kunnet gennemføre og på de pæne overskud, senest på 29 mio. kr. i 2017. Overskuddene er en forudsætning for, at vi – efter yderligere indtægtstab – når et balancepunkt i de kommende år. Vi kan derfor fortrøstningsfuldt se de næste år i møde.
Det er ikke kommet af sig selv, men er et resultat af rettidig omhu og samarbejde – også med de studerende. Der er gennemført administrative besparelser og lokalebesparelser, ligesom der er blevet taget vanskelige beslutninger med hensyn til studiefremdrift og tilpasning til det lavere studentertal. Endelig kan fakultetet fremvise en imponerende fremgang i ekstern forskningsfinansiering, som er vidnesbyrd om en evne til at fortsætte den videnskabelige udvikling trods hårde vilkår på uddannelsessiden.
Forudsætningen for de lysere fremtidsprognoser er, at vi fortsætter det høje præstationsniveau, der har været på Arts de seneste år. Hvis det lykkes, forudser vi, at vi ikke behøver foretage yderligere stramninger og effektiviseringer, ud over de, der allerede er foretaget og planlagt.
Vi beregnede i 2015, at der – ved naturlig afgang – måtte ske en gradvis nedgang i antal fast-VIP på ca. 60 stillinger frem til 2023. I lyset af fakultetets styrkede økonomiske formåen i de sidste par år og et mere sikkert kendskab til, at vore beslutninger virker, har jeg allerede tidligere orienteret om, at det nok var for pessimistisk. Vi forudser nu et scenarie, hvor vi højst bliver ca. 20 fast-VIP færre. Det er en radikal ændring af forventningerne, og selvsagt en noget mere positiv udsigt. Af den grund mener jeg heller ikke længere, der er den samme grund at sige ’ulven kommer’.
Det betyder, at fakultetet kan fortsætte med at ansætte videnskabelige medarbejdere, måske endda lidt friskere end vi før forventede. Det betyder også, at vi beslutsomt kan fortsætte med at opslå flere professorater, ligesom vi kan holde fast i det aktiv, vi har i at have et højt antal ph.d.-studerende. Det vigtigste er, at vi efter års tilpasning til en voldsom nedgang i antal studerende vil have mere overskud til at rette blikket mod de faglige horisonter og fakultetets udvikling i de kommende år.
Johnny Laursen