Arts er klar til årligt kvalitetseftersyn af alle uddannelser

Efter pilotevalueringer af Musikvidenskab og Digital Design er Arts nu klar til at gennemføre den såkaldte etårige status på kvalitetsarbejdet med alle fakultetets uddannelser. Det årlige eftersyn skal bruges som afsæt til temadage i efteråret om kvalitet i Arts' uddannelser.

Som en del af arbejdet med institutionsakkrediteringen af Aarhus Universitet er det blevet fastlagt, at alle uddannelserne skal kvalitetsefterprøves hver femte år samt efterses årligt overordnet samt inden for nogle temaer. Temaerne fastlægges på Arts år for år af uddannelsesudvalget (UUA), og de er i år: Frafald, gennemførsel og beskæftigelse.

Data bliver et styringsredskab

Udgangspunktet for det årlige eftersyn er en række datapakker på de enkelte uddannelser, som skal drøftes i de respektive uddannelsesfagudvalg (UFU) og i institutternes studienævn efterfølgende. Musik samt Digital Design har deltaget i pilotevalueringer, og her er reaktionen på den nye tilgang positiv.

”Selvom vi godt kunne bruge data ned på disciplinniveau, er det dejligt at få tal, der specifikt fortæller mere om vores uddannelse. Det gør vores udfordringer meget håndgribelige og giver os noget at agere fremadrettet ud fra. Selve processen har været god – det har været rart at føle, at man bliver hørt som fagperson,” siger Pia Rasmussen, der er afdelingsleder på Musikvidenskab og Dramaturgi.

Kvaliteten frem i lyset

Det er meningen at forårssemesterets drøftelse i de enkelte UFU’er og studienævn skal bæres videre i et fast årshjul, hvor afdelingsledere UFU-medlemmer, studieledere, studerende og prodekanen for uddannelse på nogle temadage i efteråret skal drøfte, hvordan vi sikrer og udvikler kvaliteten inden for de tre overordnede tematikker.

 

”Fordelen ved dette set up er, at det er praktisk håndterbart, og vi løbende bliver opmærksomme på udfordringer. Vi skal dog ikke glemme, at kvalitet først og fremmest er noget vi har og gør – men vores praksis skal frem i lyset. Den etårige status på kvalitetsarbejdet er også et godt redskab til at identificere og dele best pratice,” siger Marianne Ping Huang, der er prodekan for uddannelse på Arts.

 


Fakta

Alle afdelingsledere på Arts vil modtage datapakker vedr. deres respektive uddannelser senest i uge 17. Invitationer til temadagene udsendes i juni.

 

Har du spørgsmål kan du kontakte studieadministrationen:

Aarhus:
Lykke Kjerrumgaard Jensen
T: +45 87151884
E: lykke.kjerrumgaard.jensen@au.dk

 

Emdrup:
Mette Saks Nielsen
T: +45 87151732
E: msni@au.dk