Arts får 23 millioner til nye ideer og forskningscentre

Kinas vej fra grammofonplader til Mp3-afspillere og sygdomme, der bliver smitsomme over internettet. Forskere på Arts har fået penge til de gode, nye forskningsidéer

Aarhus Universitets forskningsfond har uddelt i alt 78 millioner kr. til 45 forskellige nye forskningsprojekter – og forskningen på Arts får også millioner. Der er 23 millioner kr. til fem nye pilotcentre og otte ”project developments”, og i alle tilfælde drejer det sig om fri forskning, hvor projektet er defineret af ansøgerne selv og giver dem mulighed for at afprøve, hvor farbare de nye veje i forskningen nu også er.

I pilotcentrene skal der forskes i en række forskellige emner over de næste 3-5 år for at afprøve, om et forskningsprojekt er solidt nok til at blive til et egentligt forskningscenter.

Project developments er bevillinger, hvor ansøgerne i løbet af 1-2 år kan udvikle på en idé og teste dens holdbarhed som et reelt forskningsprojekt.