Arts’ hjemmesider bliver mobilvenlige

Arts Kommunikation er i fuld gang med at tilpasse fakultetets hjemmesider til visning på mobile enheder. Alle eksterne hjemmesider bliver 'responsive' i 2016.

I løbet af de seneste år er brugen af mobile enheder til internetadgang eksploderet; smartphones, tablets, phablets og alle mulige andre mobile apparater er på vej til at overhale PC’en, når det kommer til brugen af internettet. Ca. hver tredje besøg på Arts’ hjemmesider er via en mobilenhed – og tallet er støt voksende.

Det stiller store krav til design og struktur af websider. En strategi til at imødekomme disse krav er såkaldt responsivt design. Responsive websider tilpasser sig automatisk de forskellige skærmstørrelser, så man får en optimal brugeroplevelse, uanset hvilket apparat man bruger.

Prøv fx at gå ind på arts.au.dk, cas.au.dk eller tdm.au.dk på din mobil. Skrift- og billedstørrelser er tilpasset mobilskærmen, men også menuen præsenteres på en anden måde, og de enkelte elementer på siden stables oven på hinanden i en prioriteret rækkefølge.

Indtil videre er det de tre nævnte Arts-hjemmesider, som er blevet responsive, omend der stadig er gang i optimeringen af enkelte undersider.  Målet er at alle fakultetets eksterne hjemmesider bliver responsive i løbet af 2016. Derefter kommer turen til Arts-studieportalen og medarbejdersiderne.