AU-udviklet software giver bedre mulighed for at forske i Facebook

Digital Footprints Research Group på Arts lancerer gratis software, der kan indsamle og analysere private Facebook-data. Programmet giver forskere adgang til at bruge privatoplysningerne i deres forskningsprojekt med deltagernes tilladelse.

En ny software udviklet på Aarhus Universitet giver forskere mulighed for at gå bagom testpersoners Facebook-login og analysere deres personlige data. De programmer, der tidligere har været udviklet til at analysere tendenser på Facebook, har kun indsamlet data fra offentlige profiler. Det er et problem i forhold til at lave en dækkende analyse af, hvordan Facebook bliver anvendt af brugerne, fortæller Anja Bechmann, gruppeleder for Digital Footprints Research Group, der har udviklet softwaren. 

”Det ville være en skævvridning, hvis internetforskere kun brugte data fra offentlige Facebook-profiler. Resultaterne ville ikke afspejle den almene befolknings Facebook-vaner, fordi det meste information, som brugerne deler på Facebook, foregår i privat regi,” siger hun.

Lettere arbejdsproces

Baggrunden for at udvikle den nye software er, at mange forskere ikke selv er i stand til at etablere programmer, der kan indsamle og behandle data.

”Mange forskere kan ikke selv programmere, og det kan blive en hæmsko for deres videre analyse, fordi de hurtigt går i stå, når de skal i gang med dataindsamlingen. I stedet kunne forskerne bruge en ekstern programmør, men det er en meget dyr løsning,” siger hun.

Udover at give forskere nemmere adgang til at hente private Facebook-data, kan softwaren også lette forskernes arbejde.

”Dataene bliver meget nemmere at overskue, fordi softwaren laver statistikker over de indsamlede oplysninger. Desuden understøtter programmet flere typer af kvalitativ kodning af dataene,” fortæller Anja Bechmann.

Software frigives ved reception

Den 3. oktober 2013 afholder Digital Footprints Research Group reception i IT-Byen, hvor det er muligt at prøve softwaren og få hjælp til at oprette en brugerprofil. Hvis du er interesseret i at deltage, bedes du kontakte Anja Bechmann.