Bedre studiemiljø på biblioteket i Nobelparken

Fakultetsledelsen på Arts har bevilget knap 3 millioner til en stor ombygning af biblioteket i Nobelparken hen over sommeren. Målet er at få bøger ud af depoterne og skabe et mere levende biblioteks- og studiemiljø.

Biblioteket i Nobelparken har i sin nuværende form ikke tilfredsstillende fysiske forhold. Læsesalen er placeret i kælderen med meget begrænset dagslys, og bøgerne er pakket væk i kompaktreoler, som er svære at komme til.

”Vi fusionerede en række små biblioteker i 2012 og samlede det hele under ét tag i Nobelparken. Men det har aldrig fungeret helt tilfredsstillende for hverken brugerne eller personalet, så det vil vi gøre noget ved nu,” fortæller Johnny Laursen, dekan på Arts.

Mere lys og flere læsesale

De mest benyttede bøger trækkes ud af depoterne og gøres tilgængelige i reoler i Pyramiderummet i kælderen. Stillelæsesalen rykker op i stueplan og der indrettes tre faglige læsesale på 2. sal til henholdsvis Teologi/Religionsvidenskab, Historie samt de klassiske fag.

”Med ombygningen prøver vi at imødekomme noget af den kritik, som studerende og videnskabelige medarbejdere har udtalt i studiemiljøundersøgelsen og problemanalysen. Det skal være rart at opholde sig på Nobelbiblioteket – og der skal være let adgang til materialerne. Vi håber, brugerne tager godt imod ombygningen og bærer over med de gener, som arbejdet medfører i sommer,” siger Johnny Laursen.

Ombygningen starter allerede 15. juni, for at det ”nye” bibliotek kan stå klar til studiestart. Læsesalen lukker under ombygningen, men bøger kan bestilles som fjernlån på Statsbiblioteket.

Læs mere om ombygningsprocessen


For yderligere information kontakt biblioteksleder Maia Vonsbæk, AU Library