Få din forskning ind i kulturåret 2015

Initiativgruppen bag eventet Kulturåret 2015 indkalder alle interesserede forskere fra både våde fag og tørre fag til planlægningsmøde den 19. marts. Tilmeldingsfristen er 9. marts.

Planlægningsmødet for Kulturår 2015 foregår som et stormøde på Rigsarkivet i København, hvor alle interesserede forskere med gode formidlingsidéer opfordres til at deltage.

Det fælles tema for Kulturåret er "Slægt og Individ", men ligesom ved de tidligere kulturår, Middelalderåret i 1999 og Renæssanceåret i 2006, er det tanken, at der skal etableres en række fælles temaer på tværs af forskellige fagmiljøer og institutioner.

Temaer, der i høj grad er op til deltagerne. Det skriver initiativgruppen bag kulturåret på kulturaar2015.wordpress.com, hvor de efterlyser forskere med gode formidlingsidéer:

-Temaet kan favne fra DNA-analyser til kulturhistorie, fra genealogi til familieportrætter, fra arveret til plantearter, fra ’regnbuefamilier’ til hjemstavnsopfattelser og fra indvandrere og udvandrere til de store slægtsromaner.

Den frihed gælder også formatet i formidlingen, der for eksempel kan være udstillinger, foredrag, bøger, forskning, medieproduktion eller undervisningsmaterialer. 

Flere oplysninger

Kontakt medlem af initiativgruppen
Anne Sørensen, ph.d.
Institut for Kultur og Samfund
Tlf. 8716 2212 / 5017 7474
hisais@hum.au.dk