Grønne rygeområder i Tåsingegade
Askebægrene er flyttet væk fra bygningerne og afmærket med grønne cirkler, som skal hjælpe studerende og medarbejdere med at spotte de fem nye rygeområder i Tåsingegade.
Der er afmærket fem rygeområder med grønt omkring bygningerne ved Tåsingegade. De grønne cirkler har hver et askebæger i midten.
Mange medarbejdere oplever, at tobaksrøg udefra siver ind ad vinduer og døre, da rygerne ofte står tæt på murene. Formålet med de grønne cirkler er derfor at få rygerne til at stå længere væk fra murene i deres rygepauser.
Lars Mitens, teknisk chef på Arts, fortæller, at det kan være svært at tolke AU’s rygeregler. Og ofte tænker rygerne ikke over, at de generer nogen ved at stå op ad muren. De grønne cirkler er derfor lavet for at hjælpe både rygere og ikke-rygere.
”Vores rygeregler siger, at man skal ryge udendørs, hvor det ikke er til gene for andre. Vi har således anvist, hvor man kan ryge, så det giver mindst gene for andre,” uddyber han.
Se her, hvor de grønne cirkler befinder sig ved bygningerne i Tåsingegade
Størst problem i sommerhalvåret
Vejret spiller en stor rolle for, hvor rygerne vælger at stille sig. Når det regner eller blæser, rykker man ofte et sted hen, hvor man kan få læ og tag over hovedet, og det er her, problemet opstår.
Birgitte Katrine Adams, arbejdsmiljørepræsentant i Administrationscenter Arts, fortæller, at det er forståeligt, at rygerne stiller sig under et tag eller tæt på muren. Derfor tror hun også, at vejret kommer til at have en indflydelse på, om de vil benytte sig af de grønne cirkler eller ej.
”Hvis vejret er dårligt, så tror jeg ikke, at man vil stille sig ud ved cirklerne og ryge. De grønne cirkler vil sikkert hjælpe, når vejret er godt,” fortæller hun.
Birgitte Katrine Adams tror også, at behovet for cirklerne er størst om sommeren, hvor vinduerne oftest er åbne.
”Hvis man kan få konceptet til at virke i sommerhalvåret, så er man også nået et godt stykke,” uddyber hun.
Hensynsfulde rygere
Lars Mitens tror på, at de grønne cirkler vil virke. Han oplever, at de fleste rygere er hensynsfulde.
”Der er jo ingen, der med vilje vil genere andre med tobaksrøg,” uddyber han og tilføjer, at han håber på forståelse for den nye praksis.