Mette Thunø om budget 2014

Dekan Mette Thunø orienterer om budgettet og besparelser på Arts.

Kære kolleger

Som I sikkert ved, godkendte bestyrelsen den 18. december 2013 budgettet for 2014 og de kommende år, således at AU’s budget kan være i balance fra 2015. Samlet skal Aarhus Universitet finde besparelser svarende til 200 mio. kr. i 2015.

De endelige budgettal for 2014 for Arts kom i sidste uge og er siden blevet drøftet i Fakultetets Samarbejdsudvalg (FSU). Budgettet er lavet ud fra et uændret aktivitets- og omkostningsniveau i forhold til 2013.

Som det fremgik af min kommentar den 28. november havde vi på daværende tidspunkt ikke beregnet budget 14 for Arts, men kendte kun det overordnede besparelseskrav på 16,8 mio. kr. Med udarbejdelsen af budget 14 ligger det nu fast, at Arts i alt skal spare 22,6 mio. kr. for at nå budgetmålet på -3 mio. kr. i 2014.

Fakultetsledelsen har efter orientering af FSU den 8. januar besluttet, at besparelsen fordeles således i 2014:

  • IKS: 6 mio. kr.
  • IÆK: 4,6 mio. kr.
  • IUP: 6 mio. kr.
  • CUDiM: 1,9 mio. kr.
  • Ph.d.-skolen: 1,8 mio. kr.
  • Dekanat: 0,1 mio. kr.
  • Bygningsdrift: 1,8 mio. kr.
  • CEI: 0,5 mio. kr.

Fakultetsledelsen besluttede, at IÆK skal spare mindre end IKS og IUP. Baggrunden herfor er, at IÆK har færre faste VIP-stillinger end de 2 andre institutter, men en sammenlignelig omsætning med de øvrige institutter. Besparelsen for CEI er besluttet i universitetsledelsen, fordi centeret finansieres af alle fire hovedområder.

De seneste dage er besparelserne blevet drøftet i de lokale samarbejdsudvalg (LSU) på Arts. Med udgangspunkt i disse drøftelser skal institut- og centerledere i de kommende uger lave en konkret plan for, hvordan besparelserne opnås. Denne proces vil I blive orienteret nærmere om af jeres institut- eller centerleder i dag.

Jeg kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget sikkert om, hvorvidt planen vil betyde, at der skal afskediges medarbejdere på Arts. Det gælder for hele universitetet, at de medarbejdere, som påtænkes afskediget, vil få besked i dagene 24.-26. februar.

Jeg ved, at det kan være lang tid at vente på den endelige udmøntning af besparelserne. Alle er velkomne til at kontakte deres nærmeste leder med såvel spørgsmål som bekymringer.

Jeg deltager endvidere på de fem nytårsmøder på Arts. Her vil vi blandt andet diskutere justering af intern institutorganisering, fremdriftsreform og institutionsakkreditering, men der bliver også mulighed for at drøfte budget 14.

Se også hjemmesiden medarbejdere.au.dk/2014, hvor de vigtigste informationer og meddelelser om økonomiprocessen er samlet.

Venlig hilsen
Mette Thunø
Dekan