Niels Lehmann konstitueret prodekan for uddannelse på Arts

Dekan Johnny Laursen har som tidligere oplyst besluttet at samle ansvaret for uddannelse under én prodekan. Fakultetet vil således fremover have en prodekan for uddannelse og en prodekan for forskning, som tillige vil være ph.d.-skoleleder. Det er nu aftalt, at institutleder Niels Lehmann konstitueres som prodekan for uddannelse.

”Jeg vil gerne på egne og på fakultetets vegne udtrykke min store glæde over, at Niels Lehmann har sagt ja til at påtage sig denne opgave. Udover dygtighed og erfaring med alle aspekter af institutternes liv har han en stor indlevelse i og kendskab til uddannelsernes grundvilkår. Jeg kan ikke forestille mig et bedre udgangspunkt for samarbejdet med uddannelsesmiljøerne,” siger Johnny Laursen.

Niels Lehmann er dramaturg af uddannelse og er 53 år. Han har været institutleder i næsten 13 år. Efter en periode som studieleder på Dramaturgi overtog han i 2003 ledelsen af Institut for Æstetiske Fag kort tid efter dets dannelse ved en samling af kunstfagene på AU. Efter sammenlægningerne af hovedområderne blev han i 2011 institutleder for Institut for Æstetik og Kommunikation, hvor han stod i spidsen for endnu en sammenlægning til det, som i dag er fakultetets uddannelsesrigeste institut. Instituttet har under Niels Lehmanns ledelse bl.a. styrket sammenhæng og samarbejde mellem de enkelte uddannelser.

Dekanen har forud for konstitueringen orienteret fakultetsledelsen om sin beslutning om konstituering af Niels Lehmann, og har fået fuld tilslutning. Konstitueringen sker med virkning fra den 1. oktober og indtil prodekanstillingen er slået op og besat. Anne Marie Pahuus fortsætter som prodekan for forskning og ph.d.-skoleleder.

På Institut for Kommunikation og Kultur vil viceinstitutleder Per Stounbjerg blive konstitueret som institutleder.