Nu får alle studerende på Arts en personaliseret studieportal

Studerende på AU har længe ønsket sig en bedre indgang til de systemer, hvor de skal hente informationer om deres studier. Det får de nu. Mitstudie.au.dk giver dem adgang til præcis de informationer, der vedrører dem. Og de skal kun logge ind én gang.

De studerende på Medievidenskab og Nordisk sprog og litteratur har i foråret 2017 testet en ny webside, som giver dem adgang til deres ”digitale studiemiljø”. Mitstudie.au.dk, som siden hedder, er blevet rettet til og forbedret på baggrund af de mange både positive og kritiske tilbagemeldinger, der er kommet fra de studerende.

Til september får alle studerende på Arts mulighed for at bruge systemet. De andre fakulteter på AU kommer med i løbet af efteråret 17 og 2018.

Nemt og overskueligt og med kun ét log-in

Når en studerende går ind på mitstudie.au.dk, logger hun ind med sit WAYF-login. Og så kommer hun ind på en side, hvor hun kan se et skema med oversigt over sin undervisning i den aktuelle uge.

Hun kan også se:

  • De tre seneste meddelelser, der ligger til hende på BlackBoard.
  • En oversigt over de kurser, hun er tilmeldt.
  • Den studieordning og det studiediagram, der gælder for hende.
  • Nyheder, arrangementer og de vigtigste undersider på studieportalen.

Hun får en direkte adgang til en række forskellige studieadministrative systemer som fx mit.au, STADS og digital eksamen, og hun kan gå ind på sin AU-mailkonto.

Og hun kan også se det hele på sin mobil eller tablet.

Hvor kommer informationerne fra?

De informationer, den studerende ser, bliver hentet fra systemer, der allerede eksisterer. Fx BlackBoard, Syllabus, Eddi og Studieportalen for Arts. Så vedligeholdelsen af informationerne kommer til at foregå, der hvor det hele tiden er sket og på samme måde.

Forskellen er, at de studerende får en samlet indgang til alle de informationer, de har brug for, at de bliver guidet ind til de rigtige systemer, og at de med det samme kommer ind til den information, der vedrører netop deres uddannelse.
Fx skal de ikke længere navigere rundt i en række forskellige udgaver af studieordningen for deres uddannelse, men kommer med det samme frem til den, der gælder for dem.

Hvis du får spørgsmål

Får du spørgsmål fra studerende om indholdet på mitstudie, kan du som altid henvise til Studiecenter Arts.
Hvis du eller de studerende har spørgsmål til selve siden, kan de sendes til supporten på mitstudie@au.dk.
Hvis det drejer sig om problemer med login og lignende, er IT-supporten på Arts klædt på til at løse dem.

Her kan du også se, hvordan siden ser ud både på web og mobil.