Ny engelsk betegnelse for afdeling og institut

Section bliver til department og department bliver til school.

Universitetsledelsen har den 28. januar 2015 efter indstilling fra Arts besluttet, at fakultetet på engelsk fremover anvender betegnelserne schools og departments for institutter og afdelinger. Betegnelserne institut og afdeling benyttes fortsat på dansk.

I forbindelse med både problemanalysen og eftersynet på Arts er det blevet fremført, at fakultetets store institutter har skabt problemer omkring faglig identitet og synlighed, og at der derfor er et stort behov for identitetsfremmende tiltag og større synlighed.

Implementering venter til efter 1. april

Implementering af de nye betegnelser på websider, skilte, brevskabeloner, mailadresser, studieordninger osv. afventer eventuelle ændringer i institut- og afdelingsnavne. Emnet er i øjeblikket er til debat på institutterne som en del af opfølgningen på Arts-eftersynet. Navneprocessen afsluttes 1. april 2015.