Ny frist for aflevering af forudsætningskrav til omprøver – læs mere på studieportalen
Arts Studier modtager mange henvendelser fra studerende og undervisere, der er i tvivl om, hvornår forudsætningskrav skal afleveres til omprøver. Den uklare praksis fører til flere aflyste eksamener og forvirring blandt undervisere og studerende.
Som konsekvens heraf har Arts studier indført en frist. Tanken med den nye frist er, at studerende, der tilmelder sig omprøve samtidigt skal aflevere deres forudsætningskrav. Dette sikrer både, at eksamener kan gå i gang til tiden og, at undervisere får tilsendt forudsætningskravet rettidigt.
Fristen træder i kraft til omprøveterminen sommer 2018. Fristen er synlig på studieportalen og af de studerendes eksamensplaner.
Det er vigtigt, at undervisere fremover henviser til fristen af de studerendes eksamensplan og ikke selv sætter en frist for aflevering af forudsætningskrav til omprøver.
Frist for aflevering af forudsætningskrav
Det vil stå i studieordningen, hvis prøven indeholder et forudsætningskrav.
Hvis prøven indeholder et forudsætningskrav til den ordinære prøve skal den studerende opfylde forudsætningskravet ved at aflevere dette til underviser på Blackboard til en frist fastsat af underviser.
Hvis prøveformen indeholder et forudsætningskrav til omprøven skal den studerende opfylde forudsætningskravet ved at aflevere dette til underviser senest ved fristen for tilmelding til omprøven. Den studerende kan se fristen på studieportalen og af sin eksamensplan.
Hvad er et forudsætningskrav?
Et forudsætningskrav er et kriterie, som den studerende skal have opfyldt, for at kunne blive indstillet til eksamen. Et forudsætningskrav indgår ikke i bedømmelsen af eksamenen, men er et indstillingskriterie for, at den studerende må deltage i eksamenen.
Forudsætningskravet skal afleveres til og godkendes af underviser før, at den studerende må gå til eksamen. Hvis en studerende ikke opfylder forudsætningskravet, kan den studerende ikke deltage i eksamenen og bruger et prøveforsøg. Dette gælder både for ordinære prøver og omprøver.
Forudsætningskravet kan eksempelvis have form af aflevering af et pensum, en synopsis, en opgavesamling, et medieprodukt, et mundtligt oplæg eller undervisningsdeltagelse.