Nyhedsbrev fra dekanen
Kære alle medarbejdere på Arts
Efter nu at have resideret en uge på dekankontoret er det blevet tid til mit første nyhedsbrev.
Stillingen som dekan på Arts har jeg søgt, fordi jeg simpelthen ikke kunne lade være, og fordi jeg længe har ønsket at arbejde på Aarhus Universitet. Jeg har glædet mig rigtig meget til at komme i gang og til at lære universitetet og jer medarbejdere at kende. Derfor har jeg også planer om efter sommerferien at komme forbi på medarbejdermøder på alle tre institutter og i administrationscentret for at møde jer og få et bedre indblik i alle jeres forskellige fagligheder og arbejdsområder.
Flere af de store prestigiøse internationale universiteter har i stigende grad fået øjnene op for humaniora, og sådan skal det også være her i Danmark. I de senere år har der været et stort fokus på de natur- og tekniske videnskaber, og det er forståeligt, men vi må ikke glemme, at vi lever i et samfund befolket af mennesker, og det netop er det, vi har forstand på her på fakultetet. Ligesom de natur- og tekniske videnskaber ikke kan klare det alene, så kan vi på Arts heller ikke, og en fremtidig udfordring vil være at styrke samarbejdet på tværs af discipliner endnu mere. Jeg kan jo allerede læse, hvordan forskere på Arts ikke bare taler, men også viser og bidrager til diskussionen om den sikkerhedspolitiske situation, kunstig intelligens, trivselskrise for børn og unge, og jeg kunne blive ved.
Derfor er det også for mig vigtigt at slå fast, at humaniora ikke er i krise, og at Arts her på Aarhus Universitet er stærkt, bredt og et internationalt anerkendt fakultet, som jeg er både stolt af og glæder mig til stå i spidsen for.
Lige nu er der blæst omkring universiteterne, og Arts er de seneste år blevet presset af politiske reformer og nedskæringer. Det er ærgerligt, for der er altid brug for uddannelse (og meget mere af det) og forskere og studerende, der forstår, hvad det vil sige at være menneske i verden.
Nu glæder jeg mig til at lære fakultetet og jer at kende, have mulighed for at stille de dumme spørgsmål og spørge mere end én gang, hvis der er noget, jeg ikke helt forstår. Med andre ord har jeg ikke faste forestillinger og ikke planer i skuffen. I første omgang handler det om den forestående reform, og hvordan vi kan få den implementeret og samtidig bevare arbejds- og faglig glæde hos både medarbejdere og studerende.
Venlig hilsen
Maja Horst
Dekan