Kære medarbejdere

Det er en fast tradition, at dekanen udsender en hilsen i for­bindelse med højtiderne, dvs. sommerferien, juleferien og budgetafslutningen. I år er der kommet en ekstra højtid til i form af kvindernes internationale kampdag den 8. marts. Som I ved, er den 8. marts stiftet efter beslutning på den 2. socialistiske kvindeinternationale i København i 1910, hvor der var mange og store udfordringer med hensyn til at sikre kvinderne politisk og samfundsmæssig ligestilling. Meget er siden blevet bedre, men som det fremgik af AU’s store konference den 8. marts om bedre kønsbalance, er der stadig en del ting at arbejde med. Mange deltog i konferencen og i Arts’ meget vellykkede break-out session om eftermiddagen. Jeg kunne alligevel godt have undt flere at høre både formid­dagens indlæg og vores egne præsentationer ved Christina Fiig, Sara Kier Praëm, Unni From og Marie Vejrup Nielsen. Jeg ved, at der er meget at gøre i det daglige, men der er her et emne, som kræver styrket handling på tværs af alle fakultetets aktiviteter. Mon ikke Nina Bang og andre af deltagerne i 1910-konferencen i København ville undre sig over, at man endnu mere end 100 år senere på en af landets mest respekterede institutioner for forskning og højere uddannelse, endnu ikke helt havde løst de problemer, som de tog op endnu før indførelsen af kvindelig valgret.

Som jeg bemærkede i min egen indledning på Arts’ break-out-session, så er der ikke noget indviklet over sagen. Arts har et flertal af kvindelige studerende og ph.d.-studerende, men når det kommer til antallet af kvindelige fast-VIP begynder det at skride, ikke mindst med hensyn til professoraterne. Hertil kommer, at der er institutter og afdelinger, som trækker gennemsnittet op, mens det ser betydeligt anderledes ud andre steder på fakultetet. Endelig er det vigtigt at lægge tingene til rette, således at der i fremtiden kommer flere kvinder i ledelsesgruppen.

Det er jo ikke fordi, vi ikke gør noget ved sagen i ledelsen. AU har en handleplan for flere kvinder i forskning, og på fakultetet drøfter vi én gang årligt i FSU og i Akademisk Råd profilen på årets an­sættelser. Det er gode diskussioner baseret på grundige data. Jeg ved også, at institut­lederne og ansættelsesudvalgene bistået af HR gør en kæmpeindsats for at få flere kvinder ansat i forsker­stillinger. Der er da også fremskridt. Vi har siden 2014 løftet andelen af kvindelige adjunkter fra 41 % til 54 %, af kvindelige lektorer fra 40 % til 46 %, og andelen af kvindelige professorer fra flove 29 % til ikke synderligt svimlende 35 %. Det er samtidig åbenlyst, at det går trægt, og at det med dette ikke overvældende tempo vil gå mindst 20 år, får vi når et anstændigt balancepunkt. Vore redskaber er imidlertid begrænsede. Fakultetet har en fast-VIP-omsætning på ca. 8 % årligt, hvoraf fremtidens ansættelser udspringer, og under dette ligger den grundforudsætning, at fakultetet langsigtet fastholder en grundsolid økonomi. Fundamentet for overhovedet at få dygtige kvinder til at søge hos Arts er nemlig kombinationen af langsigtet økonomisk stabilitet, og af at vi år for år får mest muligt ud af de 8 % personaleomsætning til at rekruttere en større andel af kvinder, end vi gør i dag.

Vi hørte om formiddagen forhenværende CBS-rektor Per Holten-Andersen, som understregede, at der på de danske universiteter findes bias, det være sig ubevidst eller i anden form, og at han derfor havde oprettet et diversitetsudvalg på CBS. Vi hørte også under Arts-diskussionen flere indlæg fra oplægsholdere og fra salen, som desuden fokuserede på samarbejdsformer – også i forskning – arbejdspladskultur og behovet for at udvikle en mere attraktiv arbejds­plads. Også her er der helt åbenlyst en indsats at gøre. Der er heller ingen tvivl om, at der kunne gøres mere for at få flere kvinder ind i administrativ ledelse. Jeg fornemmede fra oplægsholderne og fra salen en grundlæggende indestængt utålmodighedsfølelse, som vel stærkest blev formuleret af Marie Vejrups opfordring til at ’stay angry’.

Sammen med Per Holten-Andersen hørte vi om formiddagen Lynn Roseberry fortælle, at en af de vigtigste ting er at vise et klart ledelsesengagement. Mens jeg lyttede til Per og Lynn – og stadig under indtryk af den forudgående aftens læsning af vore ansættelsesstatistikker – besluttede jeg, at Arts skal have et diversitetsudvalg til at give råd om, hvordan diversiteten på fakultetet kan fremmes, og hvis første og fornemste opgave skal være at rådgive og gerne presse dekanen og fakultetsledelsen til en styrket praksis med hensyn til rekruttering af flere kvinder til fast-VIP-stillinger. Jeg forestiller mig, at forkvinden – som kan og bør være en af vore mange ildsjæle – i denne opgave refererer direkte til dekanen, og inviteres til møder med FSU og Akademisk Råd, hvor det er relevant. Jeg tager normalt aldrig denne type vidtrækkende organisatoriske beslutninger uden grundige drøftelser i ledelsesgruppen, men fandt, at sagens karakter og desuden den kloge opfordring fra Lynn om et klart ledelsesengagement, berettigede det.

Utålmodighedsfølelser skal have et sted at gå hen. I dette tilfælde er ledelsen det rigtige sted at give udtryk for den viden og den oplevelse, som mange har. Jeg håber, at diversitetsudvalget kan give stemme til denne viden og med styrke bistå fakultetsledelsen i arbejdet med at forbedre kønsbalancen og den øvrige diversitet på fakultetet, og med at udvikle en inkluderende og attraktiv arbejdspladskultur.

Johnny Laursen
Dekan
Arts, Aarhus Universitet