Rekordfald i strømforbrug på Arts
Når alle gør en indsats for at ændre vaner, så kan der spares millioner af kilowatt-timer til gavn for både miljøet og universitetets økonomi. På kort tid er strømforbruget nedbragt med over 30 procent ved Faculty of Arts, der lige nu står som uformelle universitetsmestre i energibesparelse.
I løbet af foråret og sommeren i 2022 steg energipriserne meget voldsomt i hele verden. Det oplevede alle derhjemme, og vi blev også meget opmærksomme på det på universitetet. Der gik forlydende om ekstraregninger for universitetet på op mod 80 millioner kroner. Det viste sig desværre at være korrekt.
Hen over sommeren blev der informeret om, at alle kunne hjælpe til ved at spare på energien og især elektriciteten. Dette har forbløffende mange taget til sig, og Arts har virkeligt formået at spare på strømmen. Ved en fælles indsat har vi nedbragt forbruget sammenlignet med 2019 med 1 million kilowatt-timer (KWh) eller mere end 30 procent. Det største relative fald blandt de fire fakulteter på Aarhus Universitet.
”Det er en fantastisk fælles indsats, vi har set på Arts. Besparelsen på lidt over 1mio kwh på Arts betyder helt konkret, at vi ved fælles hjælp har afværget et underskud på 3 mio. kr. på budgettet”, fortæller bygningschef Eva Serup.
Fakultetet har gang i en lang række initiativer til at få strømforbruget ned, som også vil bidrage fremadrettet.
- Udskiftning af lyskilder til LED (hvilket vi stadig er i gang med)
- Lysstyring, så der slukkes for lyset i perioder, hvor dette er muligt
- Smartere styringen af ventilationen, så den slukkes, når der ikke er brugere i bygningen.
Alle studerende og medarbejdere har samtidig været rigtig gode til at:
- Være opmærksomme på at slukke lyset, når der er dagslys nok.
- Slukke for skærme, arbejdslamper og lys, når man går til frokost, møde el.lign.
- Slukke for lys, skærme, projektor, smartboard mv., når man forlader et mødelokale.
- Tjekke, at lys, kaffemaskiner, printere etc. er slukket, når man går hjem.
Eva Serup understreger, at det er supervigtigt, at alle forsætter det gode arbejde med at spare på energien fremadrettet, da vores indsats også fremover har stor betydning både for miljøet og for økonomien for Arts.