Snart farvel til FirstClass

2016 bliver året, hvor det tidligere HUM tager endelig afsked med FirstClass. Men allerede fra den 18. september i år ændres licensen til færre samtidige brugere, og dermed går startskuddet til udfasningen af systemet.

”Vi har ændret på licensaftalen fordi undervisningen og de studerende allerede er flyttet til BlackBoard og Outlook, og det ikke giver mening at køre alle tre systemer på fuldt blus. Men vi lukker ikke FirstClass ned her og nu. Vi har lavet en overgangsperiode på ét år, hvor vi regner med kunne flytte alle brugere, efterhånden som de er klar til det,” siger Thomas Degn Nielsen, IT-supportchef på Arts.

Få hjælp til flytningen

Arts IT vil i løbet af det næste år rykke ud og hjælpe brugerne med at få flyttet deres mails og filer fra det ene system til det andet, så intet går tabt. En del brugere har allerede taget de nye systemer til sig og har selv flyttet deres materiale, og her kan IT hjælpe med at lukke FirstClass helt ned, så mails automatisk bliver videresendt til Outlook, og man ikke behøver holde øje med flere platforme.  

50 samtidige brugere

Fra den 18. september betyder den nye licensaftale, at FirstClass kun lukker 50 brugere ind på samme tid. Der vil altså være en lille risiko for, at der er ”fuldt hus”, og man bliver bedt om at prøve igen senere.

”Vi håber ikke, det bliver et problem. Vores statistik viser, at vi i den seneste periode maksimalt har haft 87 samtidige brugere. Mange af brugerne er logget ind uden at være aktive, og vi sætter derfor systemet til at logge inaktive brugere af tidligere end før. Men hvis man alligevel oplever kø for at komme ind, vil vi meget gerne høre om det,” siger Thomas Degn Nielsen.

Kom med på planen

Arts IT er ved at lægge en plan for at komme rundt til de brugere, som gerne vil have hjælp til flytning af filer og mails. Kontakt derfor Helpdesken for at komme med på planen, når det passer ind i din kalender. Arts IT tilbyder også at komme ud på afdelings- og institutmøder for at forklare om processen og svare på spørgsmål.


Yderligere information

  • Kontakt Arts It-support (Helpdesk) på  arts.it@au.dk eller tlf 8715 0911
    mandag - fredag. 8.00 - 15.30
  • Yderligere information og spørgsmål kan rettes til Thomas Degn Nielsen, IT-supportchef på Arts