Stærk faglig profil bliver prodekan for forskning på Faculty of Arts
Søren Michael Sindbæk tiltræder 1. april 2025 som prodekan for forskning på Faculty of Arts.

Søren kommer fra en stilling som professor ved Arkæologi og Kulturarvsstudier på Institut for Kultur og Samfund og har et omfattende kendskab til forskningsledelse og ekstern forskningsfinansiering.
Det er en anerkendt professor med stor forskningserfaring, der fremover skal arbejde for at give alle forskere på Arts de bedste rammer for deres forskning.
Søren Michael Sindbæk har en ph.d. fra Aarhus Universitet og var fra 2009-2012 lektor ved University of York, hvorefter han igen kom tilbage til AU med et Sapere Aude-projekt. Herefter blev han i 2014 udnævnt til professor MSO, og i 2021 blev han professor med forskningsfokus på historisk arkæologi. Søren har i sit virke haft et tæt samarbejde med en række museer og kulturinstitutioner, og har siden 2024 siddet i Danmarks Fire Forskningsfonds råd for kultur og kommunikation.
Som en del af sin nuværende stilling har Søren Michael Sindbæk været tilknyttet grundforskningscentret Centre for Urban Network Evolutions (UrbNet), hvor han blandt andet har undersøgt, hvordan byer i vikingetiden verden over var forbundet, og hvad de udbredte netværk betød for udviklingen.
”Jeg er meget glad for, at vi kunne tilbyde Søren Michael Sindbæk stillingen blandt et stærkt felt af ansøgere. Søren har en solid faglig baggrund og er en erfaren og anerkendt forsker. Jeg glæder mig sammen med dekanatet og fakultetsledelsen meget til vores fremtidige samarbejde”, siger dekan Maja Horst.
Søren Michael Sindbæk ser frem til at bidrage til udviklingen af forskningen på Arts og trække på sin omfattende viden om og kompetencer indenfor forskning, samarbejde med fonde og forskningsorganisering.
”Som prodekan vil jeg gerne arbejde for, at vi bruger vores organisatoriske rammer endnu bedre til fordel for forskningen. Det gælder blandt andet om at opdage og udvikle muligheder på tværs af fag og institutter og i ph.d.-skolen. Samtidig vil jeg arbejde for, at Arts’ forskere bliver mere synlige i forhold til eksterne organisationer og fonde. Jeg glæder mig især til at møde den brede vifte af forskning, der foregår rundt på fakultetets mange afdelinger”, fortæller Søren Michael Sindbæk.
Søren Michael Sindbæk starter som prodekan for forskning 1. april 2025 og forlader dermed sin stilling på afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier.