Universitets­pædagogikum

Universitetspædagogikum er Aarhus Universitets kursus til adjunkter, forskere og studieadjunkter på vej til at kvalificere sig til et lektorat i overensstemmelse med bekendtgørelse om stillingsstruktur for videnskabeligt personale ved universiteter.

Oplysninger om arrangementet

Tidspunkt

torsdag 18. juni 2026, kl. 13:00 - torsdag 10. december 2026, kl. 14:00

Sted

Campus Aarhus, Comwell Aarhus og online

Arrangør

Centre for Educational Development

Formål

Universitetspædagogikum er Aarhus Universitets kursus til adjunkter, forskere og studieadjunkter på vej til at kvalificere sig til et lektorat i overensstemmelse med bekendtgørelse om stillingsstruktur for videnskabeligt personale ved universiteter.

Det overordnede formål med kurset er at bidrage til professionaliseringen og kvaliteten af undervisningen gennem udvikling af deltagerens praktiske undervisningskompetencer samt udvikling af en forskningsbaseret tilgang til undervisning.  

Kurset er tilrettelagt, så det afspejler kompetenceniveauet svarende til niveau 2 i danske universiteters fælles rammeværk for meritering af universitetspædagogiske kompetencer. Yderligere information her: Dansk ramme for meritering af universitetspædagogiske kompetencer

Læringsmål

Målet er at deltagerne efter at have deltaget i Universitetspædagogikum kan:

  • Analysere og diskutere universitetsundervisning baseret på teori om kvalitet i forskningsbaseret undervisning, universitetspædagogik og didaktik, eksamination og udprøvning, kursusevaluering og teori om de studerendes læring og motivation
  • planlægge, gennemføre og evaluere veltilrettelagt undervisnings- og eksamensforløb inden for egen fagdisciplin og organisatoriske kontekst
  • bruge og evaluere brugen af Educational IT til at fremme de studerendes læring
  • demonstrere praktiske undervisningsfærdigheder inden for en vifte af undervisningsformer
  • indsamle og analysere data om undervisningspraksisser og -erfaringer og kommunikere disse til andre i et undervisningsportfolio.

Indhold

Kurset er tilrettelagt med henblik på at understøtte universitetsundervisernes rolle og undervisningspraksis med særligt fokus på de undervisningsaktiviteter, som deltagerne allerede er involveret i, f.eks. ved at understøtte planlægning af undervisning og implementering af undervisningseksperimenter samt udarbejdelse af undervisningsmateriale.
Afslutningsvis introduceres et portfolioværktøj, som giver deltagerne mulighed for at reflektere over deres eget niveau af universitetspædagogiske kompetencer og hjælper med at identificere mulige kvalifikationsområder, der kræver opmærksomhed, for at de kan kvalificeres til et lektorat.