Velkommen til det nye semester
Læs klummen fra dekan Mette Thunø, der takker for indsatsen ved studiestarten og ser frem mod kommende projekter.
Kære medarbejdere på Arts
Velkommen tilbage fra en forhåbentlig dejlig ferie. Det danske sommervejr gav i hvert fald rige muligheder for at sidde på terrassen med en god bog uden at få solstik!
Mange af jer har haft en start på semesteret, der pga. flytninger, ny organisering og ændrede administrative arbejdsgange har været mere hektisk end normalt. Det har bl.a. resulteret i kommunikationsproblemer vedr. de nye BA- og KA-studerende og i usikkerhed om tildelingen af undervisningslokaler. Jeg beklager meget, at ikke alle informationer har været klar ved semesterstart.
Alle glæder sig til at møde de nye studerende. Og jeg takker for den store tålmodighed I har udvist i forhold til studiestartsvanskelighederne og for den indsats, som jeg ved mange af jer yder for at give de mange nye studerende en god studiestart.
Administrationen og institutsekretariaterne har arbejdet intensivt med at løse problemerne i løbet af de sidste par uger og vil gennemgå arbejds- og sagsgange mellem ACA og de enkelte institutter for så vidt muligt at undgå lignende situationer i fremtiden.
Der er igen mange russer at byde velkomne. Optaget har været på højde med sidste år, men vi aner alligevel forskydninger på landsplan med et stigende optag på de humanistiske fag særligt på AAU og SDU. Her er der enten åbnet for større optag på eksisterende uddannelser, eller der er lanceret nye uddannelser. På Arts har vi i en årrække - udover en BA-uddannelse i uddannelsesvidenskab fra 2010 med et imponerende optag for tredje år i træk - ikke fået akkrediteret nye uddannelser, som kan styrke vores indtægtsgrundlag og medvirke til at skabe værdi for det danske samfund. Det skal vi snarest til at tænke på og meget gerne ift. international rekruttering. Vi har mange muligheder nu for at skabe nye og store uddannelser, der kombinerer forskellige fagligheder. Har I gode idéer, så vend dem med jeres uddannelses- og studieleder.
Med det fortsat store optag, ligger der også en opgave foran os med kontinuerligt at sikre uddannelsernes kvalitet og de studerendes studieaktivitet. Studiemiljøundersøgelsen fra foråret 2011 viste, at AU’s laveste studieaktivitet er på Arts’ uddannelser, hvilket ikke er tilfredsstillende. I dens seneste rapport mener også Rigsrevisionen, at et gennemsnitligt timetal på de danske humanistiske og samfundsvidenskabelige BA-uddannelser på 8 timer er utilstrækkeligt. Så selvom vi på AU de seneste par år med det forhøjede taksameter har kunnet øge timetallet mest af alle universiteter, så er det ikke tilfredsstillende for hverken Rigsrevisionen eller Uddannelsesministeren.
Jeg har derfor meldt ud, at vi på AU ligesom på KU og SDU som minimum fra 2014 tilbyder 12 timers undervisning (inkl. vejledning) i 14 uger pr. semester på BA-uddannelserne. Det bliver ikke nemt at indfri denne målsætning, men et projekt om studieaktivitet og rammesat undervisning er allerede sat i værk, SMU12-projekter kører i efteråret, og mere følger, så vi med nye koncepter for undervisning og undervisningsdeltagelse og forhåbentlig flere resurser kan forbedre de studerendes uddannelser, endnu mere end vi allerede gør i dag.
Heldigvis er der tegn i sol og måne på, at vi får gode rammevilkår for at øge både antallet af nye internationale uddannelser, timetal og studieaktivitet. Regeringens finanslovsforslag lover godt både i forhold til at bevare det øgede taksameter til vore uddannelser og generelt til at give universiteterne tre års budgetter, så vi bedre kan planlægge vores aktiviteter. Vi har dermed fået et finanslovsforslag, som mange kriseramte universiteter udenfor Danmark misunder os.
Med udsigterne til mere sikre bevillinger kan vi fremover bedre fokusere på at få arbejdsvilkårene for alle medarbejdere på institutter og centre belyst og forbedret. Lige nu forhandler A- og B-siden en fælles Arts-lønaftale på plads for både VIP og TAP, og herudover forhandles også en ny lokal Arts-arbejdstidsaftale. Der udsendes i løbet af efteråret spørgeskemaer i forhold til både fysisk og psykisk arbejdspladsvurdering, så der efterfølgende kan udformes handlingsplaner med henblik på generelt at forbedre arbejdsmiljøet. Endelig glæder jeg mig til på førstkommende møde i Akademisk Råd og senere i institutternes medarbejderfora at præsentere og drøfte en ny Arts-professorpolitik.
På denne måde håber jeg, at vi kan tage nogle af de vigtigste skridt i forhold til at kunne tilbyde alle medarbejdere på Arts gode og sammenlignelige arbejdsvilkår, der ikke mindst af alt udstikker transparente karriereveje for den enkelte.
Jeg er lige nu på vej rundt i alle medarbejderfora for at drøfte fakultetets strategioplæg. Den retning, der overordnet er sat i strategikortet med fokus på internationalisering, interdisciplinaritet og interaktion (med omverden) – de tre i’er – inden for AU’s fire indsatsområder vil jeg gerne diskutere relevansen af med jer, så vi ved årets afslutning har en klar retning for fakultetets fremtid.
Vel mødt til det nye semester!
Mette Thunø
Dekan