Om registrerede

Databeskyttelsesforordningen indeholder regler, som giver den enkelte registrerede, dvs. den person, der bliver behandlet oplysninger om, en række rettigheder over for dem, som behandler oplysninger om den pågældende. Læs om reglerne her.  


Reglerne har til formål at styrke den enkelte persons retsstilling, bl.a. ved at skabe åbenhed omkring behandling af oplysninger og ved at give registrerede personer adgang til at gøre indsigelse over for nærmere bestemte former for behandling af oplysninger.

De vigtigste rettigheder er:

  • Retten til at modtage oplysninger om en behandling af sine personoplysninger (oplysningspligt).
  • Retten til at få indsigt i sine personoplysninger (indsigtsret).
  • Retten til at få urigtige personoplysninger berigtiget (retten til berigtigelse).
  • Retten til at få sine personoplysninger slettet (retten til at blive glemt).
  • Retten til at gøre indsigelse mod at personoplysninger anvendes til direkte markedsføring. 
  • Retten til at gøre indsigelse mod automatiske individuelle afgørelser, herunder profilering. 
  • Retten til at flytte sine personoplysninger (dataportabilitet). 

Kilde: Datatilsynet


Reglerne ift. indsigt i oplysninger i forskningsprojekter

Som deltager i et forskningsprojekt har man ikke krav på indsigt i de oplysninger om sig selv (eller om andre), der indgår i projektet. Hvis deltageren har samtykket til at deltage i projektet, kan samtykket til deltagelsen altid trækkes tilbage. Men deltageren har ikke krav på at få oplysningerne om sig selv udleveret eller slettet, med mindre dette på forhånd er aftalt med forskeren.