5 talentfulde AU-studerende modtager Dronning Margrethe II's rejselegat 2022

5 studerende fra Aarhus Universitet er snart på vej ud i verden for at udvide deres faglige horisont. De modtager Dronning Margrethe II’s rejselegat, og på deres internationale studieophold skal de blive endnu klogere på fortidens børns legetøj, politisk holdningsdannelse, fedme, bæredygtigt byggeri og machine learning.

Dronning Margrethe II's rejselegatmodtagere 2022.
De 5 modtagere af Dronning Margrethe II’s rejselegat 2022. Fra venstre: Mathilde Vestergaard Meyer (Arts), Ida Vidar (Aarhus BSS), Johanne Jul Elnegard (Health), Sebastian Loeschcke (NAT) og Mark Meyer (TECH)

5 stærke talenter fra Aarhus Universitet kan med Dronning Margrethe II’s rejselegat på hver 25.000 kr. rejse ud i verden og få nye indsigter til deres studie. Legaterne overrækkes i forbindelse med universitetets årsfest i Aulaen fredag d. 9. september.

De 5 modtagere af Dronning Margrethe II’s rejselegat 2022 er:

Mathilde Vestergaard Meyer, ph.d.-studerende i arkæologi, Arts
Mathilde Vestergaard Meyer vil i sit ph.d.-projekt rekonstruere børns lege i en række forskellige fortidige kulturer. Dronning Margrethe II’s rejselegat muliggør en studierejse til Grønland, hvor Mathilde Vestergaard Meyer kan studere legetøj og andre genstande fra fortidens børn.

Ida Vidar Kristensen, kandidatstuderende i statskundskab, Aarhus BSS
Ida Vidar Kristensen er optaget af politisk holdningsdannelse. Hun skrev bacheloropgave om, hvordan vælgerne vurderer en kandidat, der pointerer sit jyske ophav. Legatet giver Ida Vidar Kristensen mulighed for et studieophold på Institut d'études politiques de Paris (’Sciences Po’).

Johanne Jul Elnegaard, kandidatstuderende i medicin, Health
Johanne Jul Elnegaard har arbejdet med fedme og leverens ophobning af fedt, og hun har publiceret en forskningsartikel om emnet. Legatet giver Johanne Jul Elnegaard mulighed for at deltage i en international konference i Canada, hvor hun skal præsentere sine forskningsresultater.

Sebastian Loeschcke, kandidatstuderende i datalogi, Natural Sciences
Sebastian Loeschcke har særligt fokus på machine learning og data-intensive systemer, og han har som bachelorstuderende været førsteforfatter på en videnskabelig artikel om emnet. Legatet giver Sebastian Loeschcke mulighed for at deltage i en international konference i Tel Aviv. 

Mark Meyer, kandidatstuderende i Byggeri, TECH
Mark Meyer er særligt optaget af bæredygtighed, indeklima og energioptimering samt genanvendelse af byggematerialer. Dronning Margrethe II’s rejselegat giver Mark Meyer mulighed for at tage på et udvekslingsophold ved Politecnico di Milano, hvor han kan dykke mere ned i det bæredygtige byggeri.

Læs mere om alle fem legatmodtagere

Læs om Dronning Margrethe II’s studietid på Aarhus Universitet

Læs mere om årsfesten


Om Dronning Margrethe II’s rejselegat
Rejselegatet blev indstiftet i 2010 som en gave til Hendes Majestæt Dronning Margrethe i anledning af Dronningens 70 års fødselsdag og blev udvidet i 2012 i anledning af Dronningens 40 års regentjubilæum. Der uddeles i alt fem rejselegater. På Aarhus BSS og Arts går legatet til studerende ved statskundskab og arkæologi – de fag, som Dronning Margrethe selv læste i sin tid som studerende på Aarhus Universitet i 1961-1962. Der er ingen krav til studieretningen på henholdsvis Health, Natural Science eller Technical Science. Hensigten med legatet på 25.000 kroner er at gøre det muligt for legatmodtagerne at studere i udlandet i forbindelse med deres studier på Aarhus Universitet.