Energiforbrug: Fælles indsats giver store reduktioner
Ved fælles hjælp og bred opbakning fra medarbejderne er det lykkedes at reducere AU’s energiforbrug betydeligt gennem de seneste måneder. Læs om nogle af de mange gode tiltag her.
Kilowatttimerne rasler af – både i laboratorierne, på de store fællesarealer og kontorerne – takket været en stor indsats fra medarbejdere på tværs af hele universitetet. Både i september og oktober er der sket en reduktion i varme- og elforbruget, og senest i november landede reduktionen på 33% for varme og 20% for el, sammenlignet med samme måned i 2019 (seneste ikke-corona-år).
Reduktionen har en positiv effekt på driftsomkostningerne til el og varme. Dog kan den store indsats ikke til fulde kompensere for elprisernes himmelflugt.
Indsatserne for at nedbringe energiforbruget fortsætter også ind i det nye år, hvor det vil blive vurderet, hvilke tiltag der skal fortsætte, og om der skal sættes yderligere aktiviteter i gang i 2023.
Vil du gerne bidrage til at spare på energien, så er der gode tips at hente på hjemmesiden au.dk/kilowhat.