Universitetsdirektøren ønsker god jul

Selvom vi som universitet står fast, så gror vi ikke fast. I urolige tider som nu, er jeg særligt stolt af, at vi som administration understøtter positive kræfter og forandringer til det bedre.

Foto: Lars Kruse

Kære alle i administrationen

Urolige tider præger verdenssamfundet. Klimakrisen kradser, en ny geopolitisk virkelighed tegner sig, og trusler mod demokratiet kommer i mange afskygninger. Det er ikke just en klassisk indledning til en julehilsen, men jeg tror, vi er mange, der er optagede af verden, som den ser ud lige nu – og finde vejen til at gøre en forskel.

Heldigvis er der meget, som står stærkt. Efter et turbulent økonomisk år i 2022, har Aarhus Universitet med en stor fælles indsats genfundet balancen og står nu et stabilt sted økonomisk. Dermed er vi også rustet til at imødekomme nye ønsker til os i administrationen – udmøntning af kandidatreformen, udvikling af forskningsadministration, et nyt studieadministrativt system, cybersikkerhed, og hvad der ellers er på vej.

Jeg oplever hver eneste dag, at vi har en stærk administration, der er rustet til at udvikle sig med opgaverne, og som med stor kapacitet, dygtighed og ihærdighed finder kloge løsninger på de udfordringer, der løbende kommer. Det kræver sine ansatte at finde en vej – og det gør I.

Jeg ser også et universitet, der skaber værdi med fremragende uddannelser, stærke relationer til det omgivende samfund og ikke mindst forskningsmæssige gennembrud. I 2023 har Aarhus Universitet haft et historisk højt niveau af forskningsaktiviteter – aldrig før har forbruget af eksterne forskningsmidler været højere.

Men selvom vi som universitet står fast, så gror vi ikke fast. I urolige tider som nu, er jeg særligt stolt af, at vi som administration understøtter positive kræfter og forandringer til det bedre – hjælper forskere og studerende til at løse de mange udfordringer, som præger de her år. Jeres indsats er med til at skabe både tillid og tro på fremtiden. Tusind tak for det!

Med de ord håber jeg, at I nu vil lade julefreden sænke sig, nyde tiden med jeres nærmeste og tage en velfortjent pause, inden vi mødes til et spændende 2024.

Rigtig glædelig jul!

Kristian