Nyt om Pure

Validering af e-publikationer

Alle tidsskriftsartikler, der udkommer online fra 1. januar 2025 og frem vil nu blive valideret samme år, som de er e-publiceret og blive talt med i publikationsproduktionen for samme år.

Efter et stigende antal opfordringer har vi implementeret en ændring i vores valideringspraksis i Pure. Det gælder vores definition af, hvornår en publikation (typisk en tidsskriftsartikel) betragtes som udgivet. Hidtil har praksis været, at først i det øjeblik den endelige udgave/nummer (volume/issue) af tidsskriftet var fastlagt, kunne vi betragte en artikel som udgivet, validere den og tælle den med i diverse opgørelser over forskningsproduktionen. I dag bliver langt de fleste artikler gjort tilgængelige online længe før det endelige nummer er udkommet, og det skal vores valideringspraksis selvfølgelig også afspejle - det har vi bare rent teknisk ikke kunnet gøre før nu.

Procesændringen gælder alle publikationer, der udkommer online efter 1. januar 2025, dvs. at publikationer der udkom online i 2024 først vil blive valideret, når deres issue udkommer.

Procesændringen vil påvirke rapporter, der trækker oplysninger på validerede poster per publikationsår. Vi kontakter alle rapportører vi kender til inden sommerferien med information om, hvordan de skal forholde sig og evt. tilrette deres rapporter.

Hvis der er spørgsmål til den nye proces, så kontakt endelig Pure-supporten på pure@au.dk