Forsikring ved tjenesterejser i udlandet

Tjenesterejseforsikringen

Gælder for alle medarbejdere på Aarhus Universitet samt personer der rejser for AU-midler eller midler der administreres af AU.

Tjenesterejseforsikringen er en del af statens selvforsikring. Finansministeriets aftale med Europæiske er alene en administrationsaftale, hvilket betyder, at Aarhus Universitet skal betale i skadestilfælde, men det er Europæiske der vurderer, om der foreligger et skadestilfælde som Aarhus Universitet er erstatningspligtig for.

Forsikringskort

Det er ikke et krav at eje eller medbringe et fysisk kort for at være dækket af AUs tjenesterejseforsikring ved Europæiske. Får man som rejsende behov for at benytte forsikringen, mens man står i udlandet uden et kort, kan alle nødvendige oplysninger og kontaktoplysninger findes på www.europæiske.dk.  

Dækningstidspunkt

Forsikringsordningen dækker kun for rejser til udlandet. Rejseforsikringen dækker fra det tidspunkt hvor medarbejderen forlader sin bopæl eller sin arbejdsplads for at foretage en rejse til udlandet. Der er ikke dækning mellem bopæl og arbejdsplads.