Arts får ny chef for Bygningsservice

Eva Serup er blevet ansat som ny funktionschef for fakultetets bygningsservice.

Eva Serup.

Et nyt ansigt har netop overtaget ansvaret for Arts Bygningsservice, der varetager driften og udviklingen af fakultetets bygninger, efter den daværende leder Lars Mitens gik på pension tidligere på året.

Med en uddannelse som arkitekt i 2004 har Eva Serup de seneste 18 år arbejdet indgående med byggeri og drift – først som arkitekt i Oxford i Storbritannien og de sidste 15 år i politisk styrede organisationer som Bygningsstyrelsen og Arbejdernes Andels Boligforening i Aarhus.

Her har hun blandt andet haft ansvaret for at ombygge det fredede og bevaringsværdige psykiatriske hospital i Risskov til almene boliger, mens hun i sin tid i Bygningsstyrelsen arbejdede med universitetsbyggeri på både Aalborg og Aarhus Universitet. Privat er hun gift og har to børn og bor i Aarhus.

Om sin nye ansættelse hos Arts Bygningsservice siger Eva Serup:

"Jeg ser frem til at være med til at varetage udviklingen og driften af fakultetets bygningsmasse i samspil med fakultetsledelsen og brugerne i både Aarhus og København. Jeg glæder mig meget til at komme i gang med opgaverne og til samarbejdet med mine nye kollegaer på fakultetet og på resten af AU."