Flot hjemtag af ekstern forskningsfinansiering i 2022
De årlige nøgletal for forskning og talentudvikling ved Faculty of Arts er nu offentliggjort.
Forskere ved Arts sikrede i 2022 ekstern forskningsstøtte for i alt 229 millioner fra De Frie Forskningsråd, fonde og fra EU. Det er en markant stigning på 31 millioner i forhold til 2021 og det højeste niveau nogensinde.
”Fremgangen i forskningsstøtte understreger, at Arts er et meget stærkt forskningsmiljø, som også indtager en central plads internationalt. Vi nu er sprunget helt op på en placering som nummer 41 på Times Higher Education World University Rankings. Det er den højeste placering i hele Norden, og også på Aarhus Universitet”, siger prodekan Anne Marie Pahuus på baggrund af årets nøgletal.